Det blev en anderledes start til 2021, end vi havde håbet. Vi ser tilbage på Smag Prisen 2020 og drømmer om åbne spisesteder og prisoverrækkelser, som forhåbentligt ligger lige rundt om hjørnet.
Det blev desværre en anden start på 2021, end vi, restaurationerne og du sikkert havde håbet på.
Derfor sætter vi også Smag Prisen på midlertidig pause, da vi lige nu ikke kan give vinderne den fejring, de fortjener.
Mens vi venter på kåringen af første Smag Prisen 2021: Bedste Spisested for Vegetarer og alle de andre Smag Prisen 2021 kategorier, ser vi tilbage på 2020s vindere.
Du kan også finde alle vinderne og videoer med dem på Smag Aarhus’ YouTube kanal.
Smag Prisen vindere 2020
Syv Ni 13 skød 2020 igang med at vinde Smag Prisen for Aarhus’ Bedste Restaurant. Restauranten har lige nu lukket pga. Covid-19.
Det var en tung kategori, der blev afgjort i februar og kaffebaren Stillers’ Coffee løb med sejren. Kaffebaren har åbent for take away, og du kan bestille bønner til levering på Stillers hjemmeside.
Café Sidewalk vandt titlen som Aarhus’ Bedste Burger tilbage i marts. Caféen har desværre lukket for take-away pga. de nuværende restriktioner, men du kan drømme om stedets mange valgmuligheder, når det kommer til den stablede fornøjelse. Du kan få en sidewalkburger med friskhakket oksekød, en kyllingeburger, gourmetburger, burgerbearnaise (!!), Chicken Chutney Burger eller hvad med en vegansk falafelburger? Mums!
I stemte om Aarhus’ Bedste Brunch i foråret, og så ramte Corona Danmark for fulde hammer. Kalenderbladene fløj af, og i september kunne vi endelig løfte sløret for Aarhus’ Bedste Brunch: Casablanca i Rosengade. Den lille, hyggelige fransk-inspirerede café byder hver dag på ‘crunch’ med en stor brunch buffet.
Caféen har lukket lige nu pga. de nuværende restriktioner.
Salling Bager & Café løb med sejren for Aarhus’ Bedste Kage, og det var en yderst glad og tilfreds bagermester, der tog imod prisen i efteråret. Du kan stadig få lækkerier til den søde tand i Salling, så længe at du tager det med hjem eller ud på en gåtur.
Den lille aarhusianske pizzakæde Fratelli vandt titlen som Aarhus’ Bedste Pizza. Du kan bestille fra pizzeriaerne som sædvanligt gennem din favorit take away-app.
Som rosinen i pølseenden sidder Madklubben, som blev kåret til Aarhus’ Bedste Restaurant 2020. Lige nu har restauranten lukket for take away, men du kan drømme om et kærligt gensyn med de smukke lokaler i det gamle Toldkammer tegnet af Hack Kampmann.