Foto: Vaca

10 lækre måltider for under en hund

Du behøver ikke tømme sparegrisen for at tage ud og spise. Her er en guide til 10 små og store spisesteder i Aarhus, hvor du kan blive mæt for under 100 kroner.

Sprødt, snasket og saltet

Grillen Burgerbar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C

Centralt placeret på Klosterport og lige op ad Latinerkvarteret ligger Grillen Burgerbar, som giver et knaldgodt tilbud på en burgermenu, så du ikke behøver at tømme sparegrisen, hvis burgertrangen melder sig. For 89 kroner får du både en valgfri burger, sprøde fries og en mayonnaise, og udvalget af snaskede burgere er stort. Kast dig for eksempel over en Bearnaise Bastard, som gemmer på en bearnaisesauce i midten eller burgeren Pablo, som er fyldt med spicy cheese bombs. Hvis du er vegetar, får du naturligvis en vegetar-bøf i stedet for. Er du oven i købet studerende, gør du klogt i at huske dit studiekort, som giver 20procent på den i forvejen favorable pris. What’s not to like?

Lækker sandwich på Jægergårdsgade

Mr. Mums, Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C.

Mr. Mums i Jægergårdsgade er startet af de to kokke Mathias Christensen og René Pedersen, som begge er tidligere kokke fra andre Aarhus-restauranter. På Mr. Mums er maden lavet fra bunden med friske råvarer, urter og kød fra danske avlere. Her kan du selv sammensætte en lækker sandwich, som enten kan være med landbrød, økologisk brød eller groft brød, som du blandt andet kan fylde med hyldeblomst-krebsehaler og æg, lufttørret skinke og parmesanost eller koldrøget laks. Hele herligheden kan du få fra 50 kroner. Du kan også vælge en færdiglavet burger fra 80 kroner eller bygge din egen burger for 95 kroner, som du selv skal samle. Så får du til gengæld både kartofler og tilbehør med i prisen.

Lav pris og høj kvalitet

OliNico Gastro Grillbar, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Leder du efter et godt måltid, som hverken er burger eller pizza? Hos OliNico kan du hver mandag til fredag mellem klokken 11.30-14.00 få dagens frokost til 55 kroner. Retten skifter dagligt, men består altid af et stykke kød eller fisk med årstidens grønt. Prisen er den samme både som take away og dine-in. Er du mere til de klassiske retter, kan du prøve fish´n’chips for 85 kroner eller en stor portion dampede blåmuslinger med grove pommes frites for 90 kroner. Maden er simpelt og inspireret af det europæiske landløkken, hvor der braiseres og sprænges i stor stil. Men uanset om du er til et godt frokostmåltid eller en mere klassisk ret, kan du godt lade den store pengepung ligge derhjemme.

Køkkenkundskaber fra Italien  

Piccolina, Skolegyde 8, 8000 Aarhus C.

Hvis det er smagen af en god, italiensk pizza, der frister, behøver du hverken gå på kompromis med kvaliteten eller prisen. I Skolegyde ligger Piccolina, som udfører de italienske køkkenkundskaber til punkt og prikke, når de laver pizzaer med lækre råvarer og friske ingredienser. Fra 70 kroner kan du sende dine smagsløg til Rom for en stund og nyde en pizza med alt fra lufttørret skinke, gorgonzola, kartoffel og trøffelsalami. Tager du din pizza med hjem, kan du få Piccolinas pizzapersonale til kun at bage din pizza halvfærdig – så kan du selv gøre resten, når du kommer hjem og er klar til at spise. Så får du en varm og nybagt pizza uanset, hvor og hvornår du spiser den.

Når det skal være asiatisk

Kowloon, Banegårdsgade 33, 8000 Aarhus C.

Siden 1999 har Kowloon serveret asiatisk mad på Banegårdsgade for alle asian food lovers i Aarhus. Der er både kinesiske, thailandske og vietnamesiske retter på menukortet, og for 80 kroner kan du vælge blandt de mange hovedretter på menuen. Prøv for eksempel en wokret med kylling og ingefær i østerssauce, kylling i karry, indbagt kylling eller wokret med skinke, rejer eller nudler. Du kan også få de fleste retter som vegetar, hvor kød erstattes af tofu eller ekstra grøntsager. Hvis du har lyst til mere end én ret, kan du få to retter for 110 eller tre retter for 135 kroner. Alle retter laves også som take away, så du kan nyde det asiatiske køkken hjemme hos dig selv.

Den gode cafémad  

Café Folkeven, Thorvaldsgade 17, 8000 Aarhus C.

På Thorvaldsensgade tæt ved Den Gamle By finder du den hyggelige og intime Café Folkeven, som har et lækkert udvalg af klassisk cafémad til en god pris. Er du på udkig efter morgenmad, byder Café Folkeven blandt andet på chiagrød eller skyr med bærkompot eller en hjemmebagt bolle med tilbehør for 35 kroner. Du kan også vælge mellem seks forskellige sandwich for 55 kroner eller en salat med blandet grønt fra årstiden for 58 kroner. Hvis du er mere til de varme retter, kan du spise dig mæt i ”Den varme gryde”, som er en gryderet, der varierer fra dag til dag og koster fra 56 kroner. De søde valgmuligheder er ikke mange, men du kan vælge mellem en brownie for 25 kroner eller oreos og trøfler for 10 kroner.

 Mexicansk mad med dansk tvist

Vaca, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C

Vaca er et take away-koncept med mexicansk mad, der er nyfortolket ud fra de danske råvarer. Derfor kan du finde retter på menukortet, som du med stor garanti aldrig er stødt på før, for eksempel tomatiserede krydderflæskesvær. Hvis du vil gå en mere sikker vej, kan du prøve chili con carne med blandt andet mexicansk kødsauce, majssalsa, bønner og ost, som bliver serveret med tortilla chips og koster 85 kroner. Er du mere til en burrito, kan du blandt andet prøve den med langtidsbraiseret gris, sprøde flæskesvær, salat og bønner for 87 kroner eller en taco i fem forskellige variationer fra 39 kroner. Hvis du er studerende, kan du få 10 procent rabat ved at vise dit studiekort. Fedt!

Dansk mad du kender

Restaurant Pinden, Skolegade 29, 8000 Aarhus C

Restaurant Pinden er en ældre sag med en historie, som går helt tilbage til 1849, hvor øl og et terningespil var fyraftensritual på restauranten for det bedre borgerskab. I dag laver restauranten traditionelle danske retter af friske råvarer – så hvis din frokost skal have en særlig dansk karakter og smag, har Restaurant Pinden mange kvalificerede valgmuligheder. Prøv for eksempel to stykker smørstegte rødspættefileter med citron, remoulade og rugbrød for 85 kroner eller tre hjemmelavede frikadeller med rødkål, surt og rugbrød for 75 kroner. Du kan også sætte tænderne i en lækker sildetallerken for 85 kroner, som kommer i flere forskellige udgaver med både marianerede sild, kryddersild og stegte sild.

Økologiske råvarer

Fika, Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C

Den lille og iøjenfaldende café Fika ligger på hyggelige Jægergårdsgade. Her bliver der lavet sunde alternativer til din frokost eller aftensmad, og menukortet bugner af lækre retter, som udover at være økologiske også kan fås til en overkommelig pris. Du kan for eksempel glæde dit madhjerte med en sandwich af hjemmebagt surdejsbrød for 60 kroner med blandt andet lakse-æblesalat, avocado og syltede rødløg eller hummus, bagte rødbeder og avokado. Et alternativ er Fikas majspandekage, som koster 88 kroner, som du eksempelvis kan vælge at fylde med kylling, urtemayo og syltede rødløg. Både sandwich og majpandekagerne kan du få i fire forskellige varianter. Desuden laver Fika hver dag friskpressede juice på flaske til 45 kroner.

Buffet fuld af italienske lækkerier

Stromboli, Jægergårdsgade 88, 8000 Aarhus C.

Den italienske restaurant Stromboli på Jægergårdsgade er kendt for sine pizzaer og lækre buffet. Stromboli laver langtidshævede pizzabunde, og du kan vælge mellem 18 forskellige pizzaer, som byder på noget for enhver smag. Vælger du din pizza som take away, koster samtlige 18 varianter under 100 kroner. Hvis du er på udkig efter et godt frokosttilbud, hvor du kan spise, til du revner, er du også landet det helt rette sted. Hver mandag til søndag klokken 12.00-16.00 kan du nemlig slippe dig selv løs i Strombolis frokostbuffet til 99 kroner. Hvis din søde tand også skal forkæles, kan du slutte af med en af Strombolis tre desserter, som alle tre koster 45 kroner stykket.

December 2020

Vinder

Madklubben