Foto: madklubben

Spis italiensk i Aarhus: Her får du 5 bud på gode restauranter

Er du mest til de klassiske italienske retter som pizza, pasta og risotto, eller vil du udforske det italienske køkken og prøve noget nyt? Her får du fem restauranter, som laver lækker italiensk i Aarhus.

Læs også: Hvor kan du få gourmet take away? Her er 3 steder i Aarhus!

Grappa restaurant & vinbar: Italiensk morgen, middag og aften ved åen

italiensk i aarhus
Foto: Grappa

Uanset om din sultne mave skriger efter en italiensk morgenmad, frokost eller aftensmad, har Grappa Restaurant & Vinbar gode muligheder på menukortet. Du kan prøve en Mattina Italiana brunch for 150 kroner. Den består blandt andet af æg med parmesan og trøffel, italiensk skinke og frisk frugt.

Til frokost eller aften kan du sætte tænderne i en klassisk margherita pizza for 135 kroner eller en cremet risotto med svampe og parmaskinke for 185 kroner. Hvis du vil have en ekstra god aften du starte ud med antipasti, italienske forretter, eller slutte af med en italiensk dessert. Du kan også vælge mellem mange forskellige pastaretter og et stort udvalg af pizza.

Restauranten har også et lækkert vinkort, og med en af byens bedste placeringer, er du sikker på at få en god aften.

Adresse: Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C.
Åbningstider: Mandag-fredag 10.00-22.00 & lørdag-søndag 10.30-22.00
Læs mere her: jakobsenco.dk

Basso: Social dining i gode omgivelser

Italiensk i aarhus
Foto: Basso

Basso bliver den italienskinspirerede mad lavet med sæsonens råvarer. Tag vennerne under armen, og prøv Bassos social dining-koncept. Her deles de enkle retter ved bordet, så alle har mulighed for at sætte tænderne i meget forskelligt. Det sikrer så mange smagsoplever undervejs som muligt. Der er et bredt udvalg af italienskinspirerede snacks, kolde og varme retter og desserter.

Prøv for eksempel tatar med sennepsfrø og urtecrumble for 128 kroner, cremet risotto med ærter og parmesan til 148 kroner eller pistacie panna cotta til 98 kroner.

Hvis hele bordet er med på idéen, kan I også vælge 10 serveringer for 398 kroner eller 13 serveringer for 498 kroner. Så får I retter fra hele Bassos italienskinspirerede menukort, som I kan dele med hinanden. Hele oplevelsen kan virkelig anbefales, men ligemeget hvad, må I ikke gå glip af deres risotto

Adresse: Skolegade 21, 8000 Aarhus C
Åbningstider: Søndag – mandag: 17.00-20.00, tirsdag – torsdag: 17.00-21.00 & fredag – lørdag: 17.00-22.00
Læs mere: restaurantbasso.dk

Luna Rossa: Traditionelt italiensk i Aarhus

italiensk i aarhus
Foto: Luna Rossa

Hos den hyggelige restaurant Luna Rossa får du den traditionelle italienske oplevelse. Her kan du kaste din kærlighed på retter, der er lavet af italienske råvarer importeret direkte fra lokale leverandører i Italien. Så kan du virkelig fornemme stemningen af det varme middelhavsland, selv om du sidder i Fredensgade i Aarhus.

Hos Luna Rosa bliver der både serveret helt traditionelle italienske specialiteter. Nyd for eksempel deres risotto med svampe, pizza med lufttørret okseinderlår og tagliolini alle vongole. Menukortet spænder bredt og har med stor sandsynlighed en ret eller to, som falder i din smag.

Hvis du også har plads i maven til forret og dessert, har de et godt tilbud med månedens menu. Her får du 2 retter for 299 kroner, og tre for 329 kroner. En garanti for en perfekt date-night. De har endda børneretter til 85 kroner, hvis hele familien er på tur.

Adresse: Fredensgade 22, 8000 Aarhus C.
Åbningstider: Mandag – torsdag: 17.00-21.00, fredag og lørdag: 17.00-21.30 & søndag: lukket
Læs mere: luna-rossa.dk

Lupo: Italiensk aften med vennerne

Foto: Madklubben

Lige ved Vor Frue kirke ligger den hyggelige restaurant Lupo, som er en del af det populære Madklubben-koncept. Restauranten er stor, og passer perfekt til vennegrupper i alle størrelser. Her dyrker de de enkle, men utroligt gode italienske smage.

På Lupo er der mulighed for at vælge mellem diverse italienske herligheder. Blandt pastaretterne byder restauranten blandt andet på gnocchi med salsiccia, ærter, pistacie & parmesan eller vælg en trøffelrisotto med mascarpone, saltet citron & friskrevet trøffel – uanset hvad vil dine smagsløg blive forkælet.

Lupo har også et stort drikkekort og en selskabsmenu, hvis I er over 12 mennesker. Det er altså et sikkert bud på en festlig aften med god mad i maven, når du vil spise italiensk i Aarhus.

Adresse: Frue Kirkeplads 1, 8000 Aarhus
Åbningstider: Mandag-torsdag: 17.00-23.00, fredag 17.00-00.00, lørdag 12.00-00.00 & søndag: Lukket
Læs mere her: madklubben.dk

Prezzemolo: Italiensk i Aarhus med et moderne twist

Foto: Prezzemolo

På skønne Jægergårsgade finder du det lille osteria Prezzemolo. Her er kun plads til 10 borde, så en reservation er en god ide. Stemningen er intim, hyggelig og autentisk. Også menuen er lille, men med de lækreste råvarer og vidunderlige smage.

De har hovedretter i kategorierne fisk, kød og vegetarisk. Men om du er til kyllingeoverlår med smørdampet spidskål eller Pasta alla “carbonara”, er du garanteret italienske smage med et moderne twist. Til dessert kan vi anbefale deres lækre udvalg af italienske oste.

Prezzemolo har også et frokostkort, og byder på utroligt mange lækre drikkevarer og vine. Alt i alt en lille italiensk perle på Jægergårdsgade.

Adresse: Jægergårdsgade 85, 8000 Aarhus
Åbningstider: Man – lør: 17:00 til sent & søndag: Lukket
Læs mere: prezzemolo.dk