Foto: Pizza Boys

Take away til stranden: Her får du vores guide!

Sommeren er kommet til Aarhus og med de mange strande både i og uden for byen, er det oplagt at bruge solskinstimerne her. Men efter aktiv dag på stranden med badning, boldspil og solbadning, kan sulten hurtigt melde sig. Derfor guider vi dig her til en række lækre, hvor du kan få take away til stranden.

Læs også: Her finder du formidable sandwich i Aarhus

De Fyrretyve Røvere – Take away til stranden inspireret af det mellemøstlige gadekøkken

Take away til stranden
Foto: De Fyrretyve Røvere

 

Skal du over sommeren en tur forbi Tangkrogen, Ballehage eller Marselisborg strand i den sydlige del af byen, er det oplagt at lægge vejen forbi De Fyrretyve Røvere. Deres mellemøstligt inspirerede pitabrød er så populært, at der ofte snor sig en kø foran forretningen på Frederiks Allé.

Og man forstår det godt: Det friskbagte brød, de syltede rødløg og de valgfrie dressinger smager forrygende! Smagssammensætningen toppes af dit helt eget valg af fyld, hvor du kan vælge mellem okse, halloumi, kylling, falafel eller lam.

De Fyrretyve røvere har derudover et spot på Trøjborg, hvorfra det også er muligt at få fingrene i deres pita. Så skal du have en sommeraften på ‘den permanente’, kan De Fyrretyve Røvere også være behjælpelige her! Har du mere lyst til pizza, finder du Røvernes pizza på Frederiksbjerg Torv eller i Brabrand.

Pris: Fra 80 kr.
Adresse: Frederiks Allé 81, 8000 Aarhus C, Niels Juels Gade 57, 8200 Aarhus N, Frederiksbjerg Torv 1, 8000 Aarhus C & Louisevej 4, 8220 Brabrand
Læs mere: De Fyrretyve Røvere

Pizza Boys – Den oplagte take away til stranden

Et oplagt måltid at tage med på stranden er pizza. Og der er mange gode muligheder i byen, men af de bedste må være fra Pizza Boys. Deres lækre surdejspizzaer rammer plet hver gang med en stor blød skorpe og spændende smage. Prøv for eksempel varianten med svampe og asparges eller salsiccia og rødløg. Der er noget for enhver smag, og så er pizza super nemt at spise på strandtæppet.

Pris: Fra 119 kr.
Adresse: Skovgaardsgade 13, 8000 Aarhus K
Læs mere her: Pizza Boys

Vaca – Mexicansk fingermad til stranden

take away til stranden
Foto: Vaca

En anden oplagt type af take away til stranden er mexicansk. En burrito er f.eks både nem at spise og nem at tage med, når du skal forbi de aarhusianske strande. Har du retning mod den permanente kan du passende slå et smut forbi Vaca, der ligger i Mejlgade. Stedet er kendt for sine lækre burritos, hvor du kan vælge mange forskellige slags fyld. De har desuden også mange lækre bowls, der måske er nemmere at spise på stranden.

Pris: Fra 105 kr.
Adresse: Mejlgade 17, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Vaca

Oishii Sushi – Velsmagende, delikat og nem take away

take away til stranden
Foto: Oishii Sushi

Endnu en take away klassiker er sushi. Den japanske spise er god i mange sammenhænge og take away til stranden er ingen undtagelse. Oishii i Nørre Gade er et udmærket bud på et sted at få fingrene i sine uramaki, nigiri og futomakistykker.

Stedet byder på mange muligheder. Hvis du skal gøre det lidt lækkert for dig selv og din strandmakker, kan en af de mange menuer være godt. Skal du bruge lidt ekstra, kan du tilkøbe diverse spyd eller enkelte sushistykker efter eget valg.

Pris: Fra 69 kr.
Adresse: Nørregade 42, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Oishii Sushi

Faour – Falafelrulle som take away til stranden

take away til stranden
Foto: Faour

Noget af det nemmeste – og lækreste – at have med på stranden må uden tvivl være en falafelrulle. Og når du nu har besluttet dig for den mest klassiske take away af dem alle, kan du lige så godt få den lækreste . Og her kommer Faour ind i billedet.

I deres forrestning i Klostergade kan du få fingrene i flere forskellige typer af falafelruller. En af dem er ‘Akkah falafel’, som for kun 69 kr. giver dig en lækker smagoplevelse af lyserød hummus, kålsalat, syltet agurk, tomat og tahin dressing.

Er du mere til fingermad har Faour også et udvalg af småretter. Deres småretter består af hummus, falafel, fladbrød, grillet halloumi ost, syltede grøntsager og dressinger. Småretterne er måske lidt mere besværlige at have med på standen, men med et godt tæppe og god tid, kan det blive ganske lækkert at sidde og nippe til.

Pris: Fra 69 kr.
Adresse: Klostergade 32, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Faour

Burger Boom – Klassisk take away til din stranddag

take away til stranden
Foto: Burger Boom

Har du brugt tømmermændsdagen på stranden? Det er blevet sent og solen og den friske luft har gjort dig sulten? Du har spillet spikeball i sandet hele dagen? Hvad er bedre til at fylde den tomme mave end en lækker, klassisk burger fra Burger Boom?

Svarer du ja til det første spørgsmål er en cheeseburger menu måske det rigtige valg for dig. Her får du en lækker bøf af dansk oksekød i en økologisk kartoffelbolle med fyld af cheddarost, økologisk rødløg, økologiske hjemmelavede syltede agurker og husets dressing. Tilmed kan du vælge din egen tilbehør og toppe menuen af med en valgfri drikkevare. Perfekt til at komme ovenpå igen.

Burgerboom ligger mange steder i byen, så ligemeget hvilken strand du har sat kursen mod, kan du nemt svinge forbi efter en burger hos Burger Boom.

Pris: Fra 89 kr.
Adresse: Frederiksgade 12, 8000 Aarhus C, Østergade 14, 8000 Aarhus C, Vesterbrogade 4, 8000 Aarhus, Tordenskjoldsgade 19, 8200, Aarhus N
Læs mere her: Burger Boom

Miss Green – Friske bowls og sandwiches til strandturen

Er du mere til en let frokost end pizza og burgere, er Miss Green et oplagt stop på vejen mod stranden. Her finder du et stort udvalg af friske salatbowls, sandwiches og wraps, som er nemme at pakke med i strandtasken og spise direkte fra skålen eller papiret.

Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, er deres populære Fitness Bowl et sikkert bud med kylling, quinoa-couscous, feta, grøntsager og pesto. Du kan også gå den vegetariske vej med en Veggie Bowl fyldt med falafel, hummus og friske grøntsager. Er du mere til en sandwich, byder menuen blandt andet på varianter med kylling, pulled pork og falafel. Skal stranddagen rundes af med noget forfriskende, kan du også snuppe en hjemmelavet lemonade, iste eller smoothie med på vejen.

Pris: Fra 80 kr.
Adresse: Frederiksgade 12, 8000 Aarhus C & Søndergade 76, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Miss Green