Er du på udkig efter billig frokost? Vi guider dig igennem 6 steder, hvor du kan få lækker og samtidig megabillig frokost. What´s not to like?
Toast til folket
Cafeterie 37, Mejlgade 37, 8000 Aarhus C
Mhhh. Der er ikke noget som en lækker toast! Hos Cafeterie 37 er de enige, og derfor kan du på den hyggelige cafe i Mejlgade få hele tre forskellige varianter. Er du til den klassiske Parisertoast serveres denne med emmentaler og en italiensk skinke, og så er den piftet op med pickles. Cowboytoasten byder på sprængt okse og braiseret løg – spicet op med piment, som er en slags chili peberfrugt. Er du mere til vegetarvarianten, kan du også få en Veggietoast med falafel og haydari dressing. De sprøde toast står alle til bare 42 kroner. Mums. Cafeterie 37 byder også på lækre kaffer og forskelligt hjemmebag.

Skjult bag frugt og grønt
Ana Frugt og Grønt, Tordenskjoldsgade 22, 8200 Aarhus
På Trøjborg gemmer der sig et rigtig godt bud på en dejlig frokost. Selvom det ikke er til at spotte ved første øjekast, har de hos Ana Frugt og Grønt en afdeling med en masse lækre specialiteter. Her kan man blandt andet prøve deres salatbar, hvor personalet står klar til at guide dig igennem det store udvalg af blandede salater og lækre dips. En lille salat på 400-450 gram koster 35 kroner, og den store på 600-650 gram står til 45 kroner. Hvis du er mere i humør til en rulle, er der også hjælp af hente. Her kan du nemlig specialdesigne din rulle og vælge imellem både okse- og kyllingekebab, falafel og en krydret tyrkisk sucuk pølse. Hertil kan du vælge tre salater fra disken og to slags dip, som blandt andet byder på humus, haydari eller tzatziki. Priserne på rullerne svinger mellem 39 og 50 kroner alt efter indhold.

Økologi kan vi li´
Café Fika, Nørregade 28, 8000 Aarhus C eller Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C
Så er det tærte-tid! Hos Cafe Fika kan du få et lækkert hjemmelavet stykke tærte for bare 49 kroner. Tærten skifter efter sæson, men er altid glutenfri og vegetarisk. For tiden er den med squash, svampe, cashewnødder, broccoli, porre og hytteost. Hvem kan sige nej til sådan en lækkerbisken? Den kan nydes i caféen eller tages med, og ønsker du den lunet, skal du bare sige til. Alle råvarer hos Fika er økologiske, og caféen var den første i Aarhus, der modtog det såkaldte guldmærke i økologi. Udover tærten kan du på menuen finde andre velsmagende retter, der også har det grønne i centrum.

Alt godt fra salatbaren
Restaurant Bone´s, Åboulevarden 20, 8000 Aarhus C eller Blomstervej 2L, 8210 Aarhus V
Findes der noget bedre end en lækker salatbar? Næppe. Derfor bør du vide, at du på Bones har mulighed for at blande din salat helt selv, så den bliver lige, som du kan lide den. Den lille salat koster 39 kroner og en stor koster 49 kroner. Du skal dog være opmærksom på, at priserne stiger en smule efter klokken 16.00. En god salatbar har et stort udvalg, hvor du kan mikse og matche forskellige smage, og det er også tilfældet hos Bones. I salatbaren kan du derfor finde et stort udvalg af grøntsager, salat, frugt, champignoner, nudler, kyllling, pasta, croutoner, nøder og meget mere. Vi skal selvfølgelig ikke glemme dressingen, der sætter prikken over i’et. Her kan du for eksempel toppe din salat med en thousand island-, karry-mango-, hvidløgs- eller ranch dressing. Du kan vælge at spise salaten på restauranten eller tage den med fra Bone´s Take Away.

Altid klar med et godt tilbud
Memets delikatesse, Nørre Alle 84, 8000 Aarhus C
”Jyllands største og sundeste dürum.” Den finder du ifølge Memet Koçak i hans biks på Nørre Alle. Her kan du for KUN 25 kroner designe din egen dürum med to slags smørelse og to slags salater. Du kan vælge, om din dürum skal være med oksekebab, kyllingekebab eller vegansk kebab, som er en af de nye tiltag. Derudover kan du også vælge falafel og dolma, som er vinbladeruller. Og der bliver ikke sparret på smørelsen. I biksen er der nemlig hele tyve forskellige at vælge imellem. Prøv for eksempel en feta creme, haydari, tzatziki, baba ganoush, aioli, ayvar, hummus eller en af de mange andre varianter. Salatudvalget byder blandt andet på en feta-, bønne-, bulgur-, kål-, tomat- eller pastasalt. Kan du ikke begrænse dig til fyldet i din dürum kan du også vælge en bland-selv salat. Her kan du få en lille på 400 gram for 19 kroner, en mellem på 600 gram for 30 kroner eller en stor på 800 gram til 45 kroner. Memet kører også dagligt med en masse forskellige tilbud til studievenlige priser, som han publicerer på sin instagram profil.

Sol over Nørregade
Sunshine Sandwich, Nørregade 22, 8000 Aarhus C
På Nørregade finder du den lille solstråle – Sunshine Sandwich, hvor du, som navnet antyder, kan få en lækker sandwich. Priserne varierer alt efter hvilket brød, du vælger. Men hvis du er til enten lyst eller mørkt ciabatta eller et lille rustikt brød, så kan du altså få den lækre sag for bare 50 kroner. På menukortet kan du vælge imellem hele 17 forskellige sandwich, så der er altså noget til enhver smag. Prøv for eksempel en Mimi´s med enten kylling, kebab eller falafel. I alle tre varianter får du også guacamole, nachos m. smeltet cheddarost, salsa, salat, løg, tomat, agurk, salat mayonnaise og creme fraiche dressing. Lyder DET lige lækkert! På menuen finder du også en Veggie. I den får du stegt aubergine med mozzerella, guacomole, salat, løg, tomat, agurk, rucola, sort peber, balsamico, salat mayonnaise og creme fraiche dressing. Har du lyst til falafel kan du prøve nummer 9., der udover de sprøde vegetarfrikadeller er piftet op med humus, persille, salat, løg, agurk, tomat, salat mayonnaise og creme fraiche dressing.
