Leder du efter en restaurant i latinerkvarteret? Her er 11 steder, du skal besøge

Latinerkvarteret i Aarhus byder på et væld af lækre restauranter, spisesteder, caféer og kaffebarer, som klart er et besøg værd. Vi har derfor samlet 11 steder, som du skal besøge næste gang, du leder efter en fremragende restaurant i Latinerkvarteret.

Læs også: Guide: 3 steder i Aarhus med 3 retter til under 300 kroner

Café Drudenfuss i Aarhus – Velbesøgt café i berlinerstil

Restaurant Drudenfuss i Latinerkvarteret
Foto: Café Drudenfuss

I det hyggelige lokale med baren placeret i midten har Café Drudenfuss langet mad over disken til aarhusianerne i snart 3 årtier. Især caféens charme, stemning og indretning i berlinerstil tiltrækker de glade byboere.

Kvaliteten på tallerknerne er steget de senere år, og i dag byder den velbesøgte café på et spændende menukort med blandt andet croque madame, vegetarburger og avokadosandwich.

Vi kan ikke mindst anbefale deres fish ’n’ chips med tatarsauce og fritter, der fås for overkommelige 150 kroner.

Adresse: Graven 30, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Café Drudenfuss

Cafe Casablanca – Gammel kending i Latinerkvarteret, som altid vil være populær

Billede: Cafe Casablanca

Café Casablanca er ikke at glemme, når det kommer til hyggelige steder i Latinerkvarteret. De åbnede tilbage i 1981, og var en af de første af sin slags i Aarhus.

De er stærkt inspireret af den klassisk parisiske brasserie-stil. Casablanca har undergået flere ejerskifter og mindre ombygninger i løbet af årene, men har bevaret sin sjæl og status som et af byens absolut in-steder med plads til alle.

Her er et klassisk fransk køkken af høj klasse med råvarer i høj kvalitet. De kalder deres brunch “Crunch” og er nomineret til Bedste Brunch 2024 hos SmagAarhus. Et stort udvalg på buffeten af hjemmelavede og smagfulde specialiteter inkl. drikkevarer ad libitum og friskbagt brød fra eget bageri. Deres Crunch koster 240 kroner i hverdagen (man-fre) og koster 270 kroner i weekenden og på helligdage.

Til frokost og aften serverer de a la carte, der blandt andet omfatter klassikere som moules frites, oksetatar, Casablanca Burger og selvfølgelig aftenens tavle-ret med råvarer i sæson.

Adresse: Rosensgade 12, 8000 Aarhus
Læs mere her: Cafe Casablanca

L’estragon – Restaurant i latinerkvarteret med økologisk gourmet

Billede: L’estragon

Den hyggelige Restaurant L’estragon på Klostergade har alle dage været et fint sted, hvor kærligheden til det franske køkken er lige så stor, som lokalet er lille.

Det uformelle spisested kan prale af et økologisk spisemærke i guld som bevis på, at der serveres 90-100 procent økologisk mad, så du forlader altid stedet med god samvittighed. Du får restaurantens søndags surprisemenu med fem retter mad og tre glas vin til 595 kroner. Et rigtig godt bud blandt restauranter i Latinerkvarteret, som er værd at besøge.

Adresse: Klostergade 6, 8000 Aarhus C
Læs mere her: L’estragon

Restaurant Mefisto – En af de mest populære restauranter i latinerkvarteret med massere af udsøgt fisk

Foto: Mefisto

Aarhus-restauranten Mefisto blev sidste år kåret til Byens Bedste Spisested, og det med god grund. Menukortet rummer fisk og skaldyr i rigelige og gode mængder. Blandt andet brunch med håndpillede rejer og hummerrøræg. Det kunne også være en frokostmenu med fiskefrikadeller, stjerneskud og omelet med hummer.

Hver tirsdag kan du desuden få en 3-retters hummermenu til 498 kroner.

Adresse: Volden 18, 20, 28, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Mefisto

Il Mercatino – Autentisk italiensk restaurant på Mejlgade

Il Mercatino take-away
Foto: Il Mercatino

Når du træder ind af døren I den kombinerede pizzajoint og delikatessebutik Il Mercatino, mærker du straks fornemmelsen af at være i Italien. Duften af de lækre råvarer direkte importeret fra Italien og fornemmelsen for god kvalitet er nemlig ikke til at tage fejl af.

På trods af det er priserne i bund, og en ægte italiensk pizza kan fås mellem 75 og 105 kroner med alt fra bresaola og rucola til salsiccia og italiensk pepperoni som fyld. Menuen byder også på lækre pastaretter og vellavede sandwich i hjemmebagt foccacia eller ciabatta.

Bemærk at Il Mercatino desværre kun laver maden som take away, så du bliver nødt til at indtage lækkerierne et andet sted.

Adresse: Mejlgade 18, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Il Mercatino

Restaurant Domestic – Restauranter i Latinerkvarteret med mere michelin

Billede: Domestic

Der er ingen tvivl om, at Latinerkvarteret er et godt sted at tage hen, hvis du er Michelin-interesseret. På Mejlgade finder du nemlig en baggård, hvor Restaurant Domestic holder til, som siden 2017 er blevet tildelt en af de eftertragtede stjerner.

På Domestic er tilgangen lokal, bæredygtig og hjemlig, og det betyder blandt andet, at alle råvarer er lokale, alle ingredienser kommer fra naturen, og at der er “plads til alle” i restauranten.

Deres fulde oplevelse koster 1800 kroner, og består af 14 hele serveringer og med vinmenu til 3200 kroner.

Adresse: Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Domestic

OliNico – En af de bedste restauranter i Latinerkvarteret med gennemført koncept

OliNico i Latinerkvarteret
Foto: OliNico

Hos OliNico på Mejlgade finder du lækker og gennemført bistromad inspireret af det franske landkøkken. Råvarerne leveres direkte fra Paris hver uge, og den kombinerede restaurant og take away-joint har en autentisk stemning, der er som taget ud af en fransk bjergby.

Og så er priserne lave, kvaliteten taget i betragtning. På den såkaldte klassikermenu finder du merquezpølser med harissa, fish ’n’ chips eller håndskåret, lufttørret skinke med brød og oliven. Klassikerne er ikke velegnede til at tage med hjem, så skal du have take away, skal du vælge en af de skiftende hovedretter.

Adresse: Mejlgade 35, 8000 Aarhus C
Læs mere her: OliNico

Langhoff & Juul – Social dining med god samvittighed

restaurant i latinerkvarteret
Billede: Langhoff & Juul

I de charmerende gader i Latinerkvarteret i Aarhus ligger Langhoff & Juul som en lille gastronomisk perle. Her du kan sænke skuldrene og blive forkælet med en smagfuld tre-eller fire retters social dining menu.

Restauranten gør en ære ud af at tage hensyn til naturens cyklus. Derfor skifter social dining menuen med årstidens råvarer. Uanset hvornår du besøger Langhoff & Juul, er du dog altid garanteret en spændende smagsoplevelse, der forkæler smagsløgene.

Bæredygtigheden går igen i social dining menuerne, hvor retterne laves på økologiske, lokale og sæsonbaserede råvarer. Med minimalt spild forvandles råvarerne til en smagsoplevelse, som serveres i skåle og fade til deling, så alle ved bordet kan mødes om måltidet.

Adresse: Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Langhoff & Juul i Aarhus

LatinoBar – En bid af spanien i Latinerkvarteret

Billede: LatinoBar

Lige som man troede, at Latinerkvarteret ikke kunne blive meget hyggeligere, dukkede der et lille stykke af Spanien op i den populære bydel. Navnet er Latino Bar, og her får du et ordentligt skud spansk stemning, så snart du træder ind over dørtærsklen.

Der er sangria i kanderne og Moritz-øl i glassene, brugskunst importeret fra Spanien på de røde vægge og friskskåret ‘jamon’ direkte fra pålægsmaskinen på tallerkenerne.

Du må ikke snyde dig selv for at prøve stedets “Blandet landhandel” til 315 kroner. Fadet består af 5 forskellige skinker, som alle er skåret på pålægsmaskinen – og det kan altså virkelig smages.

Kødet smelter på tungen, og er så velsmagende, at man nærmest ikke behøver brød til. Du kan naturligvis heller ikke sige spansk bar uden at sige sherry, og på Latino Bar har de et stort udvalg af den spanske hedvin. Udover den spanske skinke, kan vi også klart anbefale dig at prøve en af de vegetariske retter. Vi var især vilde med den friturestegte blomkål toppet med ristede mandler og capers til 86 kroner.

Adresse: Klostergade 2, 8000 Aarhus C
Læs mere her: LatinoBar

Komfur – En af de populære restauranter i Latinerkvarteret, hvor det ikke behøver være kompliceret

restaurant i latinerkvarteret
Billede: Komfur

Er du til et simpelt menukort, hvor der til gengæld virkelig kræses om retterne? Så er Restaurant Komfur et godt bud. Menukortet består af 5 forretter, 5 hovedretter, oste og 2 desserter. Stemningen er uformel, og i centrum er god mad og vin.

Prøv bl.a. deres “mosaik” af hvid fisk med persille med artiskokcreme, råsyltede grønne æbler og syltet glaskål til forret efterfulgt af hovedret med svinekæber braiseret i æblecider, løgkompot med æbler og egen sauce til. Også slutte hele aftenen af med tiramisu på søster opskrift fra Italien, til dessert. Mums!

Adresse: Guldsmedgade 38-40, 8000 Aarhus C
Læs mere her: Restaurant Komfur

Galåre – Latinerkvarterets gemte oase

Billede: Galåre

Galåre er gemt i en hyggelig baggård på Guldsmedgade, og er en af Aarhus gemte oaser som i den grad er et besøg værd.

Restauranten er kendt for sin høje kvalitet af råvarer og fokus på bæredygtighed. Og lægger vægt på lokale råvarer og moderne fortolkninger af klassiske danske retter.

De er også nomineret til Bedste Brunch 2024 her hos SmagAarhus og af god grund. Hvis du leder efter en af de bedste steder at komme til brunch i Aarhus, skal du lægge et smut forbi Galåre. Her kan du sammensætte din egen brunchmenu med enten 3, 5 eller 7 retter (til henholdsvis 180, 210 og 235 kroner). Du kan vælge mellem alt fra sprøde croissanter til en klassisk egg Benedict.

Trods deres høje kvalitet, serverer de mad til fornuftige priser. En hjemmelavet toast koster fra 145 kr., men deres cæsar salat koster 135 kr. Tre retter til aften koster 355 kr., fem retter koster 535 kr., mens syv retter koster 685 kr..

Adresse: Guldsmedgade 20A, 8000 Aarhus
Læs mere her: Galåre