Foto: Pizza Boys

Pizza Boys åbner ny café ved Godsbanen

Pizza Boys gør op med den stereotype opfattelse af branchen. De vil skabe et sted, hvor du kan hænge ud, spise god mad og nyde tilværelsen.

Pizza Boys, som er kendt for deres lækre pizzaer serveret fra en kølecontainer, har nu åbnet en café ved Godsbanen i Aarhus. Bag åbningen af caféen ligger en ambition om at udvikle på Pizza Boys-brandet og bryde med den stereotype opfattelse af pizzeria-branchen. De vil skabe et sted, hvor du kan hænge ud og nyde tilværelsen, imens du spiser en lækker pizza.

Den nye café slog dørene op den 1. marts, og noget tyder på, at de har fået en varm velkomst. I løbet af de første fem dage er der nemlig blevet langet intet mindre end 1300 pizzaer over disken.

Læs også: DGI-Huset inviterer til Fællesspisning

Pizza, petanque og hygge

Med den nye café følger også nye tiltag, og et af dem er lækre frokost-tilbud. Udover de traditionelle pizzaer vil det nemlig være muligt at nyde Pizza Boys surdejssandwiches i friskbagt surdejsbrød samt lækre square pizzaer, som er et stykke firkantet pizza på en lidt højere og mere “fluffy” bund. Udover pizza og sandwich tilbyder Pizza Boys også et udvalg af vin, sodavand og øl fra deres andet spisested, Gusto, samt kaffe fra vennerne hos Mood Coffee Roast.

Som noget nyt har Pizza Boys også valgt at sælge deres surdej og tomatsovs to-go, så gæsterne kan afprøve deres pizzabagningstalent hjemme i privaten, men de gode nyheder stopper ikke her.

“Når varmen på et tidspunkt kommer snigende, har vi en drøm om at få anlagt en lille petanque bane. En sommeraften med vin, øl, pizza og petanque lyder da meget godt ik?,” lyder det fra Pizza Boys i en pressemeddelelse.

Pizza Boys’ nye café har plads til cirka 25 gæster indenfor og 30 udenfor under varmelamperne, så rammerne er helt klar til at gå de lune sommeraftener i møde.

Læs også: Coffee Collective kommer til Aarhus

Pizza-branchens stereotype opfattelse

Udover at skabe omgivelserne for hyggeligt samvær, lækkert mad og for at udvikle på Pizza Boys- brandet ligger der også en anden dagsorden gemt bag åbningen af den nye café.

“Helt generelt har pizzeria-branchen nok ikke det mest sexede ry. Nok nærmere modsat. Vi ser helt klart os selv som en del af den bølge, der forsøger at bryde op med den forestilling. Ideen har fra start været at skabe et sted, hvor vi kunne være kreative og vise vores håndværk frem i endnu større grad end tidligere,” lyder det fra Pizza Boys i pressemeddelelsen.

Drengene fortæller dog også, at det har været en lang rejse at nå hertil, hvor de er i dag.

“Da vi besluttede os for at satse på Pizza Boys, droppede vi vores universitetsuddannelser og brugte alle vores penge på at købe en kølecontainer og renovere den til en pizzabiks. Vi ville skabe en biks, der var egnet til at være åben hele året og ikke kun i sommerperioden, som var muligheden med vores pavillontelt på Ingerslev Boulevard,” fortæller de.

Efter åbningen af Gusto i april 2022 begyndte forhandlingerne om den nye café ved Godsbanen og dermed endnu en tilføjelse til det brand, Pizza Boys har opbygget. Selvom der har været fart på for drengene, har de dog et godt bagland, som de læner sig op af.

“Til sidst skal vi sige, at vi er uendeligt taknemmelige for al den hjælp og støtte vores forældre, søskende, venner og dejlige kærester har givet, og fortsat giver,” afslutter ejerne i pressemeddelelsen.

Du kan læse mere om åbningstiderne her.

Pizza

Se alle