Foto: Jesper Rais

Fredag lyder startskuddet til årets Food Festival på Tangkrogen

Vær med til et brag af en madfest på Tangkrogen, når årets Food Festival i weekenden byder på et spændende og underholdende festivalprogram.

Er du også vild med mad og alt, hvad det indebærer? Så er der gode nyheder til dig. Den 2. til 4. september løber Danmarks største madfestival nemlig af stablen.

Du kan se frem til tre dage fyldt med inspiration, madglæde og spiselige oplevelser, når Tangkrogens 50.000 kvadratmeter græsplæne forvandles til et brag af en fest med op til 30.000 madglade gæster.

Direktøren for FOOD-Aarhus og Food Festival, Anna Lund, garanterer, at der bliver nok af lækkerier at gå om bord i, men samtidig understreger hun, at Food Festival byder på meget mere end bare smagsprøver.

”På Food Festival møder man alt det bedste, som den danske madkultur har at byde på, men man skal også have noget med sig hjem,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Der vil derfor være mulighed for at deltage i workshops, hvor du selv kan trække i forklædet og give dine køkkenfærdigheder en opgradering. 

Læs også: Atelier 33 vinder prisen som Årets Bistro

250 madoplevelser

Festivalprogrammet er spækket med ikke mindre end 250 madoplevelser og spændende events, og personalet bag Food festival garanterer, at der er noget for enhver smag.

Du kan for eksempel smage fremtidens bæredygtige fødevarer hos Institut for Fødevarer eller være med til at rette fokus på madspild sammen med YourLocal.

Fredagsslikket skal du selvfølgelig heller ikke snydes for. Det sørger Sweetkynd Denmark for med luksusvingummier, der er lavet af naturlige og økologiske ingredienser. Og der er her tale om ægte VINgummier – de er nemlig produceret på økologisk rosévin.

Hotdog DM og Årets Cocktail

Der er også rig mulighed for at slukke tørsten med et hav af forskellige drikkevarer. Clutch Cognition serverer for eksempel en plantebaseret drik, der bidrager til psykologisk funktion i hjernen, og hos Coffee Collective kan du smage på kvalitetskaffe fra forskellige lande.

Søndag den 4. september kan du se frem til årets Hotdog DM, der går løs ved sceneteltet Fælleskøkkenet fra klokken 12.00 – 16.00. Hotdog DM kan du læse mere om her.

Som noget nyt får Hotdog DM i år følgeskab af dysten om titlen som Årets Cocktail, som bliver afholdt lørdag aften klokken 18.30 ved sceneteltet Gildesalen.

Læs også: Tacå Bar laver mexicansk mad, der bringer smagen af Californien til Aarhus

Et stjernespækket program

Til Danmarks største madevent kan du naturligvis også møde nogle af de store navne inden for madverdenen.

Blandt andet den populære tv-vært og madskoleindehaver Timm Vladimir, der i selskab med sin kollega Kenneth Søndergaard går i Fælleskøkkenet til en stor cook-along, hvor hele 130 festivalgæster får muligheden for at lære at tilberede en sprød, grøn Vladimir-schnitzel.

Har du fulgt med i Den Store Bagedyst, kender du måske også Jon Edlund. Til Food Festival lægger han dog springformen på hylden og deler i stedet ud af sine bedste pizza-fif.

Prominente kokkenavne

Ifølge Anna Lund er det dog ikke de eneste navne fra den danske gastronomi-scene, du kan opleve på Food Festival.

“I løbet af weekenden er vi så heldige, at prominente kokkenavne som Thomas Herman, Dak Wichangoen og Umut Sakarya kigger forbi,” fortæller hun i pressemeddelelsen.

Derudover er Bocuse d’Or-kokken Sebastian Holberg Svendsgaard og MasterChef-vinderen Rasmus Fisker gået sammen om det store Sildegilde, hvor de ved langborde serverer en hel menu bygget op omkring den klassiske Nordsø fisk, men i helt nye versioner.  

Food Festival åbner dørene fredag den 2. september klokken 13.00. Du køber billet ved indgangen eller på Food Festivals hjemmeside.