Foto: Atelier 33

Atelier 33 vinder prisen som Årets Bistro

Den aarhusianske restaurant Atelier 33 har vundet prisen som Årets Bistro i Danmark.

Porchetta, Vagtel en Crépine eller Bonne Femme. Det er nogle af de retter, der for nyligt er tilføjet til menukortet hos den franskinspirerede Atelier 33, som ligger i hjertet af Aarhus. 

På deres Instagramprofil skriver ejerne, at alle retterne smager FAN-TAS-TISK, og noget tyder på, at de har ret i deres udsagn.

I hvert fald kunne ejerne søndag den 28. august fejre, at Atelier 33 vandt prisen som Årets Bistro i Danmark ved en prisuddeling i København, der var arrangeret af Foreningen af Danske Madanmeldere. 

Bistroen var oppe imod et stærkt felt bestående af Brasserie Prins, der ligger i København og Restaurant Bacchus fra Odense. 

Bag den succesfulde Atelier 33 er tre ejere, der alle er meget overvældede over den fine pris. 

”Det er jo helt vildt. Vi er ekstremt beærede over at vinde denne titel, og vi kan næsten ikke forstå det. Vi har kun haft åbent et år, og så får vi den her anerkendelse. Det betyder ubeskriveligt meget,” fortæller Lasse Munkholm, en af de tre ejere af restauranten, i en pressemeddelelse.

Læs også: Tacå Bar laver mexicansk mad, der bringer smagen af Californien til Danmark

Et skarpt dommerpanel 

For ejerne bag Atelier 33 var prisen ekstra betydningsfuld, da dommerpanelet bestod af en samling af landets skarpeste madanmeldere fra Foreningen af Danske Madanmeldere. 

De tre ejere oplevede derfor også en vis ærefrygt, da de satte kursen mod arrangementet i København. 

”Vi vidste jo ikke, hvad vi skulle forvente. Det eneste vi vidste var, at vi havde haft besøg af flere af medlemmerne fra Foreningen af Danske Madanmeldere,” siger Lasse Munkholm i pressemeddelelsen.

Men med det stærke felt de var oppe imod, turde ejerne ikke sætte forventningerne for højt. Det hele endte jo alligevel rigtig godt for den aarhusianske bistro. 

”Faktisk er det nok den titel, som betyder allermest for os, så at vi kan vinde den mod det stærke felt, gør jo kun glæden endnu større,” fortæller en stolt Lasse Munkholm i pressemeddelelsen.  

Franske fristelser

Se alle