Foto: Louise Sejr Højmark

BIKS: “Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken”

Jægergårdsgade har fået sin egen biks: Her er et enkelt menukort, masser af kaffe samt øl, vin og breezere på køl. Og så er der tid og rum til, at du kan komme forbi til en sludder.   

”Hvad er forskellen mellem kaffe og din mening? Jeg bad om din mening.”

Dagens vits står skrevet på det blå skilt, der møder dig som det første, når du standser foran Jægergårdsgade 15. I det grønne og røde hus slog BIKS dørene op for godt en måned siden.

I det intime lokale er en disk af hvide klinker med røde fuger. Væggene er hvide og beklædt med enkelte, farvestrålende plakater. Stolene er malet i grønne, blå og røde farver, og på bordene står Verner Pantons flowerpot-lamper i matchende nuancer. Den kop, din kaffe serveres i, er i organisk form og skabt af den lokale keramiker Ann Lund Würtz.

Der er finurligt, enkelt og indbydende, og dét er faktisk konceptet bag BIKS, fortæller Julie Høg og Signe-Marie Hansen, der begge er daglige ledere på stedet.

”Hovedprincippet er, at det skal være simpelt og lækkert med en menu, der er nem at forholde sig til. Vi fandt på navnet BIKS, fordi det netop skal være en biks: Et uformelt sted. Vi får Børsen leveret frisk hver dag, og du må gerne komme forbi om morgenen og få en kop kaffe og læse i avisen eller et magasin. Vi kan godt lide gengangere. Det er altid hyggeligt, når gæsterne bliver en del af holdet,” siger Julie Høg.

”Vi er tre faste ansigter hernede, fordi vi netop vægter højt, at gæsterne kan genkende os og gider komme forbi og få en sludder. Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken,” supplerer Signe-Marie Hansen.

Læs også: Helheden findes i Brød & Kaffe

Vin under armen og breezer i hånden

På menukortet er der skyr med sirup og granola eller surdejsbolle med pisket smør og Arla Unika-ost til morgenmad. Fra klokken 11.00 kan du vælge mellem to slags salater og tre focacciasandwich.

Kaffekortet byder på de klassiske varianter som filter, flat white, cappuccino og cortado samt iskaffe, chai latte og varm kakao, mens køleskabene er fyldt med øl, vin, saft, sodavand og breezere.

Der er ingen bordreservation, så når du kommer, kan du tage plads i biksen eller bænke dig udendørs langs facaden, men konceptet er også i høj grad tænkt som to go.

”Her kan du droppe forbi, og få noget hurtigt med på vejen, eller du kan sidde her til et par kop kaffe og lidt at spise, mens du arbejder eller hygger,” siger Julie Høg, mens Signe-Marie Hansen fortsætter:

”Nogle gange er det rart, at man ikke skal forholde sig til alt muligt. Du ved, at herinde kan du få en hurtig sandwich og så smutte videre ud i solen med en flaske vin under armen eller en breezer i hånden.”

Med et så enkelt koncept har Julie Høg og Signe-Marie Hansen desuden den luksus, at de kan skifte ud, som det passer dem efter sæson og humør.

”På den måde kan gæsterne også fortælle os, hvad de ønsker sig. Vi er åbne over for forslag og ændringer,” siger Signe-Marie Hansen.

Der skal være plads til, at folk kan fortælle røverhistorier over disken, fortæller Julie.

Farvelade-mennesker

Ligesom der er gjort mange tanker om det, du kan spise og drikke, er indretningen på Jægergårdsgade 15 også vigtig for Signe-Marie Hansen og Julie Høg.

”Vi er begge nogle farvelade-mennesker, og kommer du hjem til en af os, vil der også se sådan her ud: personligt og hyggeligt. Det skal være et dejligt sted at være,” siger Signe-Marie Hansen.  

”Det må gerne være sit eget rum og noget, man ikke ser alle steder, men heller ikke et cirkus. Derfor har vi holdt basen rolig og så peppet op med farver på for eksempel stole og med evighedsbuketten i Lego. Klinkebaren synes vi også er ikonisk, men ikke noget, vi bliver trætte af at kigge på efter et år,” forklarer Julie Høg.

Læs også: Patisseriet Gotfred satser på smukke kager med komplekse smage

Et sted med masser af charme

Ved siden af BIKS har Åland adresse, og det er bestemt ikke en tilfældighed: Det er de samme ejere, der står bag, og BIKS er en slags lillebror til caféen. Men, understreger Julie Høg, stadig helt sin egen:

”Det har været vigtigt for os, at BIKS og Åland ikke kan sammenlignes, og at du får to forskellige oplevelser alt efter, hvor du går hen. På BIKS ville vi gerne føre kaffebar-stemningen videre (lokalerne husede tidligere Street Coffee, red.) og gøre noget ud af facadepladserne, som nok er noget af de mest undervurderede i hele verden. Jægergårdsgade er et sted med masser af charme, og der sker der så meget, du kan kigge på og tale om.”  

BIKS åbnede den 19. april, og både Julie Høg og Signe-Marie Hansen er enige om, at det nye sted er blevet taget godt imod.

”Folk har været megaspændte på, hvad det er for noget, og det er jo fedt,” fortæller Julie Høg.

”Gæsterne er vant til, at der blev serveret kaffe i lokalerne, og vi kan sagtens mærke, at det er det, mange kommer efter. Vi har kun hørt gode ting fra dem, der har været forbi, og der er spist op, når folk går. Så det er jo et godt tegn,” siger Signe-Marie Hansen.

BIKS har åbent mandag til fredag fra 8.00 til 20.00, lørdag fra 9.00 til 20.00 og søndag fra 9.00 til 18.00.




Frokost to go

Se alle