Efter stor succes på Klostertorvet har Two Socks udvidet. Fredag den 24. oktober slog den aarhusianske ginbar dørene op til sin anden lokation på Jægergårdsgade. Her fortsætter Simon og Susanne, parret bag konceptet, deres mission om at skabe hyggelige, smagfulde og bæredygtige oplevelser for byens mange ginelskere.
Den nye bar har samme sjæl og atmosfære som lokationen på Klostertorvet. Samtidig passer den perfekt ind i Jægergårdsgades kreative miljø. Her ligger vinbarer, kaffesteder og spisesteder side om side.
Læs også: Vinteren nærmer sig – Her kan du få varm kakao at varme dig på
Et nyt hjem for ginelskere i Aarhus

Når du træder ind på Two Socks Jægergårdsgade, mødes du af duften af citrus, friske urter og tonic – og selvfølgelig et imponerende udvalg af gin. Baren bygger videre på konceptet fra den første lokation med rustikke materialer, varme toner og hjemlig atmosfære. Her er plads til ro, god service og hyggelige stunder.
Bartenderne står klar til at dele deres viden og anbefalinger. Med over 500 forskellige gins, nøje udvalgte tonics og mange cocktails er der noget for både den erfarne ginentusiast og den nysgerrige nybegynder.
Private events og karaoke på første sal

På Jægergårdsgade-lokationen er der kommet endnu mere plads til oplevelser. På første sal finder du et stort lokale med plads til op til 30 personer – perfekt til private arrangementer, firmaevents eller fødselsdage. Her er der et åbent samtalekøkken, hvor du enten kan stå for madlavningen selv eller få hjælp udefra.
For dem, der gerne vil skrue lidt ekstra op for underholdningen, er der også sat skærme op og installeret karaoke. Så der er lagt op til både grin, sang og gode stunder. Og selvfølgelig står Two Socks for at levere drikkevarerne til hele arrangementet.
Events og lokale samarbejder

Two Socks Jægergårdsgade bliver ikke kun et sted for gode drinks, men også for oplevelser. I løbet af vinteren og foråret kan gæsterne se frem til ginsmagninger, cocktailaftener og samarbejder med lokale producenter – der vil altid være noget nyt at opleve. Hold øje med deres hjemmeside for kommende events.
Med åbningen af den nye bar forstærker Two Socks sin position som et af Aarhus’ mest populære steder for ginelskere – nu med dobbelt så meget plads til gode drinks, grin og hyggelige stunder.
Adresse: Jægergårdsgade 3, 8000 Aarhus C





