På Nørre Allé 78 finder du en af Aarhus’ nyere kaffebarer: Maries. En lille oase af hygge og hjertelighed! Vi har haft fornøjelsen af at besøge Maries Kaffebar, der ikke blot serverer en fantastisk kop kaffe, men også byder på en unik atmosfære og en hjertevarm filosofi.
Læs også: En guide til Godsbanen – et overblik over de bedste steder
Få et glimt bagom Maries Kaffebar
Bag kaffebaren står den 24-årige ejer, Marie Trinderup. Marie er vokset op i Skive med en stor passion for musik og iværksætteri. Med hjælp af venner og familiemedlemmer åbnede hun Maries i august sidste år.
Det er vigtigt for Marie, at kaffebaren afspejler hendes eget liv og hjem, og derfor er stedet indrettet som hendes egen stue. Inspireret af lejligheden, hun deler med sine roomies, er væggene i kaffebaren malet med friske lyse farver og pyntet med lys og billeder. Stedet er indrettet med flotte planter og hyggelige rustikke møbler, der passer perfekt til kaffebarens atmosfære.
Også barndomshjemmet i Skive har sat sit præg på kaffebaren, med forskellige billeder og nips. Indretningen skaber en varm og hjemlig hygge, der får dig til at føle, at du er på besøg hos Marie selv.
For musikelskerene er der også en pladespiller til rådighed, hvor du frit kan vælge en plade fra Maries personlige samling. Her er der stor sandsynlighed for at kunne finde det bedste fra Taylor Swift!
Et hyggeligt fællesskab på Maries
Budskabet “smile to a stranger” opfordrer gæster til at være åbne for de mennesker, de møder. Personalet har en oprigtig interesse for at lære gæsterne at kende og går langt for at gøre besøget mindeværdigt. Maries er derfor ikke kun en kaffebar; det er et sted, hvor du føler dig som en del af et fællesskab.
Marie ønsker også at fremme fællesskabet og naboskabet gennem forskellige arrangementer. De har allerede været vært for fødselsdage og en hyggelig strikkeklub, og håber også på at kunne invitere til små intimkoncerter i fremtiden.
Hvis du har gode ideer til et arrangement, eller gerne vil leje lokalet, kan du kontakte Marie på Instagram-profilen @marie_trinderup eller på hendes hjemmeside Kaffebar i Aarhus.
Lokale produkter på menuen og en smagfuld morgenstart
Marie har omhyggeligt valgt sine leverandører, hvilket blandt andet har resulteret i kaffebarens egen lækre kaffeblend fra Europa Kaffe. Derudover kan du nyde lækkert bagværk fra Berta Økologiske Surdejsbageri. Dette gælder også de populære fastelavnsboller, som leveres frisk til kaffebaren hver morgen. Maries har lagt stor vægt på detaljen for at skabe den bedst mulige oplevelse for deres gæster!
En hyldest til hjembyen Skive er også at finde på menukortet, hvor du kan nyde drikkevarer fra Hancock, forfriskende Matcha fra Martinys og ost fra Thise Mejeri til din BMO.
Som nyt tiltag byder Maries på et “Morgenkit”, for 75 kr. i tidsrummet 09-12 på hverdage. Her får du en bolle med ost (vælg selv mellem gammelknas eller vesterhavsost), et æg og en valgfri drik. En perfekt måde at starte dagen på!
Du kan finde tilbud, åbningstider og andre nyheder om Maries på hendes Instagram-profil @marie_trinderup. Profilen bliver både brugt til kaffebaren og til Maries personlige liv – her har du altså rig mulighed for at lære mere om hendes liv.
Adresse: Nørre Allé 78, 8000 Aarhus
Åbningstider: Alle dage fra klokken 09.00-17.00
Hjemmeside for Maries Kaffebar Aarhus