Foto: Folkets Spisehus

Madmarked kan være på vej i busgarage

STREETFOOD Under navnet Folkets Spisehus kan Aarhus få et indendørs madmarked med 25 gadekøkkener under tag. Intet er dog sikkert endnu.

Hvis alt går vel, kan DSB’s gamle busgarager bag ved rutebilstationen efter sommerferien blive rammen om et indendørs madmarked med en række gadekøkkener, som man også kender det fra Papirøen i København. Håbet er, at de 3.000 kvadratmeter asfalt får 25 køkkener, der hver dag kommer til at servere alt fra de dampede kinesiske burgere bao bao til klassisk flæskestegsandwich.

”Målet er at skabe en indendørs markedsplads, hvor man kan hænge ud og blive inspireret til at smage nye ting. Det overordnede koncept er madglæde, og inspirationen kommer fra blandt andet London, Hamborg og streetfoodmarkedet på Papirøen i København. Det er dog vigtigt at understrege, at ansøgningen stadig ligger hos kommunen, og at intet er sikkert endnu,” siger medstifter Thomas Bendtsen fra Folkets Spisehus.

Læs også: Mad fra hele verden på nyt streetfoodmarked

Masser af liv året rundt
Markedet forventes også at få 5 barer og 600 siddepladser, hvor folk kan spise gademaden under de store ovenlysvinduer i busgaragen. Navnet på madmarkedet var oprindeligt Aarhus Street Food, men fremover bliver det Folkets Spisehus, fordi madmarkedet ifølge medstifter Thomas Bendtsen skal være for alle.

”Vores mål er at skabe en uhøjtidelig stemning og masser af liv året rundt, og der skal være plads til alle lige fra mødregrupper til efterlønnere. Aarhus mangler et sted som det her, og vi glæder os, til vi åbner op for publikum. Prismæssigt lægger vi vægt på, at det bliver SU-venlige priser, så man på alle stande kan få et mættende måltid til 50 kroner,” siger Thomas Bendtsen.

Planen er, at Folkets Spisehus skal have åbent hver dag fra kl. 12 til 21 og en time mere i weekenden. Markedet skal drives som en forening, hvor de 25 køkkener i fællesskab dækker udgifterne til eksempelvis husleje. Den oprindelige tanke var, at Folkets Spisehus skulle slå dørene op til maj, men projektet blev forsinket og kan tidligst åbne i august. Læs mere om projektet her.

Læs også: Nyt marked på havnen får 40 madboder
Læs også: Aarhus Central Foodmarket åbner til sommer
Læs også: Streetfoodmarked på vej ved Kulbroen