Fødevarebacheloren på Erhvervsakademi Aarhus: Studiet, der bringer dig tæt på fødevarebranchen

På fødevarebacheloren hos Erhvervsakademi Aarhus kommer du tæt på fødevarebranchen. Alt fra teori og laboratoriearbejde til praktik og samarbejde med virksomheder.

For Simon Laigaard Miltersen blev uddannelsen startskuddet til drømmejobbet i branchen. Allerede under studiet fik han kontakt til Royal Greenland, hvor han i dag arbejder som Product & Process Developer.

“Det er kombinationen af det teoretiske og det praksisnære og samarbejdet med erhvervslivet der gjorde det rigtig spændende. Det åbner også op for mange forskellige veje i fremtiden,” fortæller han.

Læs også: Selskaber på Margrethegården

En uddannelse tæt på fødevarebranchen

På en fødevarebachelor arbejder du med hele rejsen fra råvare til færdigt produkt. Du får indblik i, hvordan fødevarer udvikles, produceres, analyseres og kvalitetssikres, og hvordan smag, konsistens, holdbarhed og fødevaresikkerhed hænger sammen.

Uddannelsen kombinerer naturvidenskabelig viden med praktisk arbejde. Det betyder, at du både arbejder med fag som fødevarekemi, mikrobiologi, biokemi, statistik og teknologi og bruger din viden i projekter, laboratorier, proceskøkken og samarbejde med virksomheder.

Gennem studiet bliver teorien koblet til virkelige problemstillinger fra fødevarebranchen. Derfor handler det ikke kun om at forstå, hvordan fødevarer er bygget op, men også om at kunne bruge den viden til at udvikle, forbedre og sikre fremtidens fødevarer.

Sådan blev fødevarebacheloren Simons springbræt til drømmejobbet

For Simon Laigaard Miltersen blev vejen til jobbet lagt allerede tidligt på fødevarebacheloren. På første semester fik han kontakt til Royal Greenland gennem et studieprojekt, og det blev starten på et samarbejde, der fulgte ham gennem resten af uddannelsen.

Senere kom han i praktik i virksomheden, fortsatte som studentermedhjælper og skrev sit bachelorprojekt i samarbejde med dem. I dag arbejder han samme sted som Product & Process Developer, hvor han blandt andet beskæftiger sig med procesoptimering, kvalitet og fødevaresikkerhed.

“Jeg har været i praktik, været studentermedhjælper og skrevet bachelor der, og så fortsatte jeg i fuldtidsjob bagefter,” fortæller han.

For Simon blev fødevarebacheloren derfor ikke kun en uddannelse, men også et springbræt ind i den branche, han gerne ville arbejde i. Undervejs fik han mulighed for at prøve sin faglighed af på konkrete opgaver og finde ud af, hvilken retning han ville gå.

“Du får rig mulighed for under uddannelsen at målrette dig og finde ud af, hvad du godt kunne tænke dig at arbejde med,” fortæller Simon.

En uddannelse med plads til både fordybelse og fællesskab

På Erhvervsakademi Aarhus bliver du en del af et studiemiljø, hvor undervisningen både foregår i klasselokaler, laboratorier og i store fællesrum. Det giver en varieret hverdag, hvor du ikke kun sidder med teori, men også arbejder praktisk med det, du lærer.

Samtidig fylder projekter og gruppearbejde en del på uddannelsen. Det betyder, at du kommer tæt på dine medstuderende og lærer at samarbejde om faglige problemstillinger, der ligner dem, man møder i fødevarebranchen.

For Simon var netop den projektorienterede måde at arbejde på noget af det, han senere kunne genkende i sit arbejdsliv.

“Den måde, vi arbejdede på under uddannelsen, minder meget om den måde, jeg arbejder på i dag. Det er meget projektorienteret,” beskriver han.

Sådan søger du ind på fødevarebacheloren på Erhvervsakademi Aarhus

Hvis fødevarebacheloren på Erhvervsakademi Aarhus lyder som noget for dig, søger du ind via optagelse.dk. Uddannelsen har studiestart i august, og du kan søge gennem både kvote 1 og kvote 2, afhængigt af din baggrund.

Har du en gymnasial eksamen, skal du opfylde de specifikke adgangskrav. Det gælder blandt andet krav til matematik og naturvidenskabelige fag. Har du en relevant erhvervsuddannelse, kan du også have mulighed for at søge ind gennem kvote 2.

Der er ansøgningsfrist den 15. marts klokken 12.00 for kvote 2 og den 5. juli klokken 12.00 for kvote 1. Uddannelsen har frit optag, så alle ansøgere, der opfylder adgangskravene, bliver optaget.

Du kan læse mere om fødevarebacheloren og adgangskravene på Erhvervsakademi Aarhus’ hjemmeside.