Foto: Louise Sejr Højmark

Faust Deli: Spansk deli med fokus på fremtiden

Den nye Faust Deli i Aarhus satser på spanske specialiteter, digitale bestillinger og emballage, der tager hensyn til naturen.

Dele af artiklen om Faust Deli har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

Det lyserøde neonskilt lyser op og fungerer som blikfang på den lyserøde væg. På væggene er der malerier af Nordspanien og hylder med spanske sodavand, sardiner og ansjoser. Ved bardisken hænger skilte med tekster som ”Cerveza”, ”Jamon Ibérico” og ”Queso Jamón”.

På Åboulevarden 38 træder du ind i et lille stykke af Spanien. Her åbner Faust Deli snart dørene til både take away og spisning på stedet.

“Min kone og jeg har hus i Spanien, så jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have et sted med fokus på spanske skinker, som jeg har en stor kærlighed til,” fortæller restauratør Jesper Minke, der står bag både Faust Deli og Café Faust på adressen lige ved siden af. 

“Om morgenen kan du få spansk brunch, til frokost er der sandwich og salater, og om aftenen er der tapas i forskellige udgaver. Alt er spansk inspireret, og vi henter selv alle specialiteter hjem fra Spanien.”

Sindssygt gode skinker

De spanske skinker, som Jesper Minke har en stor kærlighed til, vil være at finde både på brunchtallerknen, i deliens sandwich og i den tapas, du kan bestille om aftenen.

Skinkerne er af typen sortfod – det vil sige, at grisene har gået frit, og at skinken ikke er tilsat nogen former for konserveringsmidler.

Hos Faust Deli vil der være tre slags sortfodsskinker på menuen: belotta, paleta og cebo.

“Belotta er skinke af den allerbedste kvalitet – og virkelig dyr. Jeg tror ikke, det vil være muligt at få nogen til at betale for en sandwich med dén skinke i. Den vil vi derfor bruge til vores luksustapas, som er tænkt til de gæster, der vil have det bedste af det bedste,” fortæller Jesper Minke og slår fast:

“Men alle tre skinker er sindssygt gode. Du må slet ikke sammenligne dem med det, man kan købe i Danmark. Niveauet og kvaliteten er så meget højere, uanset valg af skinke. Det vil gæsterne også finde ud af, når de besøger os. Der er simpelthen en kæmpeforskel.”

Læs også: Kolos Kiosk er både kiosk, vinbar og madsted

Burrata, patatas brava og mandelkage

Udover skinkerne finder du på tapaskortet retter som for eksempel burrata med tomat og olivenolie, patatas bravas med tomatsauce og aioli, spansk tortilla med kartofler og løg, spanske oste med honning, marinerede blåmuslinger med citron og olie samt sardiner i krydret tomatsovs.

Af søde sager byder menuen på mandelkage med appelsinsirup, chokolademousse med ananas og kokos samt mango/passion-bar med chokolade.

I glasset kan du bestille spanske specialøl som San Miguel og Estrella, forskellige vine og cocktails.

Vil du slutte af med noget varmt, er der også forskellige kaffevarianter på kortet.

God service bag baren

Slår du dig ned ved et bord hos Faust Deli, vil der ikke være en tjener med blok og pen, som skriver din ordre ned. I stedet scanner du selv en QR-kode med din telefon, og så kan du bestille mad og drikke herfra – og derefter afhente det ved baren.

I begyndelsen vil der være medarbejdere til stede, som hjælper de gæster, der har brug for det, men på sigt håber Jesper Minke, at alle gæster selv kan bruge konceptet. 

“Jeg har drevet Café Faust i 20 år og arbejdet med jeg ved ikke hvor mange kokke, tjenere og elever. Og jeg vidste, at skulle jeg lave noget nyt, så skulle det være noget helt andet end det, jeg har gjort før,” forklarer han og fortsætter:

“Men jeg har også tænkt fremtiden ind i konceptet og minimeret kontakten af hensyn til hygiejne. Du skal ikke røre ved andres menukort, og du henter selv din mad. Selvfølgelig vil den gode service stadig være her. Den er bare bag baren i stedet.”

En lille gimmick

Også planetens fremtid er der taget hensyn til i form af service og emballage, der bliver brugt både i huset og til take away.

“Størstedelen af det, vi bruger til at servere maden på og i, er nedbrydeligt i naturen: Tallerkner, bestik og det, som din take away bliver pakket ind i,” siger Jesper Minke.

Hos Faust Deli vil det være muligt ikke blot at bestille take away til derhjemme, men også til for eksempel stranden eller skoven, så længe det er inden for en radius af 10 km.

“Når vi så leverer, får du det hele med. Vinglas, bestik, dug, salt og peber. Det er vores lille gimmick, og jeg er ikke i tvivl om, at andre vil følge efter. Fred være med det. Vi skal bare levere noget virkelig godt, som folk gerne vil have,” understreger Jesper Minke.

Spansk kunstner står bag indretning

Den meget karakteristiske indretning af Faust Deli står den spanske kunstner og arkitekt David Juárez Ollé for.

Han har de sidste 12 år sat sit præg på indretningen af Café Faust og har nu fået frie tøjler til at gøre Faust Deli til et visuelt lækkert sted med egne malerier, spanske møbler og farvekombinationen gul og lyserød.

“Jeg er nogle gange vågnet om natten og har tænkt: Ér der for meget lyserødt? Og hver gang har David sagt: Nej nej, bare vent og se. Og nu kan jeg virkelig se det. Det er megafedt,” siger Jesper Minke.

Faust Deli slår dørene op den 29. marts.




Verdenskøkkener

Se alle