Foto: Pixabay Images

Aarhusiansk kagehimmel har succes

KAGE Specialkøbmanden på Gammel Munkegade har på kort tid fået stor succes blandt byens kageelskere.

I efteråret fik midtbyen en ny butik for kageelskere i form af Specialkøbmanden, der flyttede fra lokaler i Aarhus V til Gammel Munkegade 7. Butikken sælger blandt andet ingredienser og udstyr til avanceret kagebagning a la Den Store Bagedyst på DR1, og efter seks måneder i midtbyen kan ejer Anne Dorthe Pedersen ikke får hænderne ned.

”Vi har fået en fantastisk modtagelse af både nye og gamle kunder og naboerne i gaderne omkring butikken. Det har virkeligt gjort noget ved salget at flytte ind til byen, og hver eneste dag kommer der nye folk ind, der har hørt om os og skal se butikken. Vi sælger også mange flere forskellige ting end før,” siger Anne Dorthe Pedersen.

Læs også: 5 kanongode kagesteder i Aarhus

Fra veninden til svigermor
Kunderne er mange forskellige, og folkene bag disken hjælper dem med alt fra at rådgive om, hvor stor en kage skal være, til at komme med idéer til design af en avanceret kage.

”Det er lige fra det unge par, der skal købe ind til barnedåbskagen til veninden, der har lovet at lave kagen til konfirmationen. Eller svigermor eller mor, der selv vil lave bryllupskagen til børnene. Og så er alle dem, der har det som en hobby at lave kager til andre,” siger Anne Dorthe Pedersen.

Læs også: 6 himmelske hindbærsnitter i Aarhus

Chokolade i vækst
Udover ingredienser og udstyr til kager sælger Specialkøbmanden også ting til at lave almindelig mad, chokolade og is med, og ikke mindst chokoladen er blevet populær hos aarhusianerne.

”For et par år tilbage solgte vi ikke meget til at lave fyldte chokolader, men det er eksploderet de sidste to år, hvor folk har fået smag for at temperere chokolade. Vi havde også en del kunder til jul, der eksempelvis ville servere risalamanden i en pustet sukkerkugle. Vi oplever, at folk i stigende grad eksperimenterer med at lave det, de putter i munden,” siger Anne Dorthe Pedersen.

i forlængelse af den stigende interesse vil butikken lancere flere kurser i at lave alt fra bolcher og kagedekorationer til flødeboller, fondant og sukkerblomster. Næste skud på stammen er en bryllupskagemesse, som finder sted i butikken lørdag den 2. april.

Læs også: 6 kanongode kanelsnegle i Aarhus