Foto: Den Gamle By

Hotdog i Aarhus: Både klassikere og moderne twist

Er du mest til en ristet med det hele? Eller måske en fransk hotdog? I Aarhus findes der lidt af hvert, hvis man er ude efter en god hotdog – både de helt klassiske og dem med et twist. Her får du nogle bud på, hvor du kan få en solid hotdog i Aarhus.

Læs også: 6 steder med lækre burgere i Aarhus

Havnens Perle – Hotdog i Aarhus som man kender den

Foto: Havnens Perle

Skal du have en klassisk hotdog uden så mange dikkedarer, er Havnens Perle et godt bud. Det lille sted på havnen serverer hotdogs i den mest velkendte form, hvor du kun skal tage stilling til de typiske spørgsmål: Rød, ristet eller fransk? Pølse i svøb? Frankfurter? Hvad skal du have ovenpå?

Stedets navn kommer af en gammel historie, hvor personalet i en lille pølsevogn ikke altid fik ryddet op, når der var travlt. Nogle gæster sagde, at der kunne se lidt udbombet ud og pølsevognen fik navnet ‘Pearl Harbor’ – eller som vi alle sammen kender den nu: Havnens Perle.

Hvor: Dagmar Petersens Gade 10, 8000 Aarhus C
Læs mere på deres hjemmeside her.

Børnenes Kontor – Den klassiske hotdog i Aarhus

Hotdog i Aarhus
Foto: Børnenes Kontor

Når man snakker om hotdog-steder, er det næsten umuligt at komme udenom Børnenes Kontor. Du er garanteret gået forbi de populære pølsevogne, når du færdes i Aarhus, og det er altså her, at du får en god, klassisk hotdog.

Pølsevognene er ejet af Børnenes Kontor, og derfor gør du en forskel for udsatte børn, selvom du bare bestiller en hotdog. Udover god samvittighed får du også en hotdog lavet på kvalitetsråvarer. Her er der blandt andet krav til at at alle pølser skal være fra Steff Houlberg.

Hvor: Flere lokationer i Aarhus
Læs mere på Børnenes Kontors hjemmeside her.

Pølsevognen i Den Gamle By – En kradser og en Cocio

Hotdog i Aarhus
Foto: Den Gamle By

Vidste du, at den første pølsevogn kom til Danmark i 1917? En kradser er altså slet ikke et nyt fænomen, og hvis du vil have den fulde oplevelse, bør du besøge pølsevognen i Den Gamle By. Efter at have udforsket de brostensbelagte gader og historiske bygninger, kan sulten nemlig melde sig pludseligt. Her er det oplagt at nyde en hotdog med det hele – gerne med en Cocio eller Jolly-cola på siden.

Hvor: Viborgvej 2, 8000 Aarhus C
Læs mere på Den Gamle By`s hjemmeside her.

Livretten på Aarhus Street Food – Klassisk hotdog med et twist

hotdogs
Foto: Aarhus Streetfood

Er du forbi Aarhus Street Food og får lyst til en klassisk hotdog, så er et stop hos Livretten oplagt. Her serveres en klassisk hotdog med en frankfurter på 125 gram i et blødt briochebrød. Den toppes med hjemmerørt remoulade, agurkesalat, ristede løg, ketchup og hakkede skalotter. En velkendt favorit, der får et lille løft med gode råvarer og frisklavet tilbehør.

Hvor: Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C
Læs mere på Aarhus Street Foods hjemmeside her.