Det er ikke sikkert, at de udtaler navnene helt korrekt, men det betyder ikke noget, for deres viden, deres kærlighed og ikke mindst deres passion for druerne, og hvad de kan – uanset farve – er stor.
Artiklen har tidligere været bragt i Mærk Aarhus
”Hos BARe VIN synes vi, at vin skal være simpelt. Det er jo trods alt BARe Vin! Vi går ikke så meget op i navne, årgange og prestige – til gengæld går vi rigtig meget op i smag.”
Det er Brita Vejrup Richter og Kristian Ekkelund Grams egne ord og et udpluk af deres egen beskrivelse af BARe Vin på deres hjemmeside.
“Vi tænker nok lidt skævt, men det er sådan, vi er – så det er vores forretning også,” siger Brita med et smil, da undertegnede møder venneparret med butikken og passionen for vin til fælles.
De to kender hinanden fra gymnasietiden. Faktisk har Brita sammen med Kristians hustru tidligere haft arrangementer, hvor vin var omdrejningspunktet.
“Det er jo bare vin,” lyder det.
De to kigger på hinanden og rundt i lokalet. I december havde de en såkaldt pop-up-butik i Bruuns Galleri, så du har måske set dem der. Siden midt januar har de holdt til i Værkmestergade 25, og her kommer Kristian tilbage til sine bartenderdage. Der er nemlig en bar.
Men i forvejen har de allerede en butik. I City Vest.
Læs også: Den ultimative fastelavnsbolleguide i Aarhus: Her får du den bedste
Vin kan noget
Og dertil knytter sig en ret sjov historie. Men først til vinen. De to er til lette vine. Europæisk, da der ikke er nogen god grund til at fragte noget langvejsfra, da der allerede findes så meget godt i nærheden, lyder det.
Konceptet er ligetil. Der er vin på hylderne. Alt er smagt af Brita og Kristian – og det øvrige personale – således at vejledning og inspiration ligger ligefor.
“Vi har ikke noget på hylderne, vi ikke selv bryder os om,” siger Kristian.
“Det betyder ikke, at det hele ligner hinanden, for det gør det ikke, men det er vigtigt, at man kan stå inde for, hvad man sælger. Men det handler ikke om, hvad vi synes om eller ej. Det handler om, hvad kunden synes om. Den enkelte kunde. Så der stilles mange spørgsmål, for selvom det BARe er Vin, så er vin ikke bare … Vin kan noget – kan meget. Men vi ønsker, at det skal være let at tilgå. Det skal være afslappet.”
Strik & Drik
I mange år har det været manden, der har udvalgt, hvilken drue der skulle på bordet til middagen, eller når gæsterne kom, men kvinderne er kommet mere på banen. De har en nysgerrighed, og den prikker Brita og Kristian til med deres arrangementer.
Strik & Drik. Sig det højt. Ordene ligger godt i munden.
“Idéen er ligetil. Skør, men ligetil. Ingen kan være i tvivl om, hvad vi skal. Strikke og drikke. Kan man ikke strikke, så kan man alligevel være med,” smiler Brita.
“Faktisk kan ingen af os strikke, men det betyder jo ikke, at vi ikke kan hygge og drikke vin,” afslører Kristian.
Navnet er blot et navn – klart, at man skal tage sit strikketøj med, hvis man har lyst. Der er noget hyggeligt i, at mange sidder med deres garn og pinde. Og så mange er man heller ikke. Grundet den begrænsede plads er der omkring 16 personer. Primært kvinder, men mænd er bestemt velkomne.
Det sidste nye på idétavlen er broderi og bobler. Det kan også noget.
“Det er meget moderne at brodere, og vi udvider vores horisont,” mener Brita.
Tanken bag netop disse arrangementer er, at kvinderne begynder at interessere sig mere for vin, og det er lykkedes.
“Det er ikke, fordi vi sælger bunkevis af flasker efter sådanne aftner, hvor vi smager og hører om vinen, mens der strikkes, men ofte kommer kvinderne ind nogle dage senere og handler lidt.”
Banko
“Det handler jo bare om at få idéerne, og som vi sagde før, så tænker vi nok lidt skævt. Men det kan noget. Under nedlukningen arrangerede vi onlinebanko. Det var et hit, også selvom vi jo ikke havde lukket,” fortæller Brita.
“Folk var med fra hele landet. Vi sendte gevinster til hele Danmark. Det syntes vi var ret sjovt. Folk kom ind og hentede bankoplader og vin. Det var virkelig fint. På den måde kom der lidt liv i butikken i et stille center.”
God service
En herre kommer ind. Han har lidt tid, inden han skal nå et tog. Det er jo en af fordelene ved at have en pop-up i Bruuns Galleri. Han kunne da lige kigge lidt.
Den unge mand bag disken smiler og spørger, hvad han søger, og hvad han er til. De vender smag og ønsker lidt. Den unge ekspedient tilbyder ham at smage. Det vil han meget gerne. Der bliver hældt lidt op. Smagt. Andre dråber op i et glas. Igen. Han smiler.
“Jeg må nok liste afsted, men jeg vil gerne havde den her med mig hjem,” siger han og peger på den årgang af drue, den unge mand fandt frem til ud fra ganske få spørgsmål.
Det er det, de kan. Det er den store forskel på at handle her og handle i en dagligvareforretning.
“Her kender vi druerne. Vi ved, hvad der er hvad. Hvordan det smager. Er den tør? Er den rund eller måske fyldig? God til kød eller bare til lidt ost? Mange tror, at vin skal være højtideligt. Det behøver det såmænd ikke at være. Vi skal snakke og smage. Det er det, vi gør det i.”
En god rødvin
Det er nok de mest sagte ord i butikken. Året rundt.
“Mange kommer ind uden helt at vide, hvad de søger – ud over en god rødvin,” siger Kristian.
“Men hvad er en god rødvin? Alle vores vine er gode. Ellers stod de ikke på hylderne. Smag er individuel. Og en smag er svær at beskrive. Det billede, du får af en smag, er ikke helt det samme som det, jeg får. Så vi må smage os frem – og skal der spyttes ud, så er det det, vi gør.”
“Det er virkelig mere normalt, at kunderne smager, end at de ikke gør,” understreger Brita.
Kold eller varm?
“Så er der temperaturen. Hvor kold eller varm skal en – særligt rødvin – være? I gamle dage sagde man stuetemperatur, men det var dengang, vi alle sammen havde 18 grader i vores stuer. Det har vi jo lige skruet lidt op for de senere år.”
“Igen handler det om smag. Nogle er til kold, nogle til afkølet, mens andre, typisk den lidt ældre generation, helst vil nyde deres rødvin, uden at den er kold på nogen måde,” siger Kristian.
Det hele er jo ikke rødvin. Der er de lyserøde bobler. Der er portvin, hvidvin. Rosé. Så er der alverdens former for spiritus. Dertil kommer, om man er til økologisk vin eller ej.
“Ingen har sagt, at det er let. Uanset om det er til en selv, eller om vi taler om en gave. Men vi kender dråberne. Vi byder meget gerne, så der er masser af hjælp at hente,” lyder det.
Det gjorde vi
Tilbage til den sjove historie om, hvorfor det blev City Vest.
Centret havde et tomt lokale. De lavede en konkurrence. Man kunne vinde lokalet kvit og frit i tre måneder. Brita og Kristian deltog. Nok mest på Britas initiativ. Der gik lidt tid, så blev de inviteret til et møde.
“Vi troede, at det var et informationsmøde for dem, der havde vist interesse,” fortæller Kristian og fortsætter:
“Vi var sikre på, at de gerne ville have flere lejere ind i eventuelle tomme lokaler, så måske ville de fortælle os, hvor billigt det kunne gøres. Det var ikke det, de ville. Vi havde vundet. ‘Kan I åbne en butik om 14 dage?’ spurgte de … Egentlig var svaret nej. Hvordan i al verden skulle vi kunne det? Men det gjorde vi.”
“Vi ringede lidt rundt og arbejdede i døgndrift. Det lykkedes.”
De to kigger på hinanden. Tiden er gået godt. Det er et år siden. Nu har de åbnet butik nummer to. Værkmestergade 25.
Kig ind.