En ny restaurant har slået dørene op i Den Gamle By i Aarhus C.
Vil du sætte tænderne i dansk mad fyldt med historie?
Så er det restaurant Gæstgivergården, du skal besøge, næste gang du er en tur i Den Gamle By på Viborgvej i Aarhus C.
Specialmuseet har nemlig efter halvandet års byggeri slået dørene op til en restaurant med et nyt centralkøkken, mere end 500 siddepladser og et menukort med fokus på danske traditioner og danske råvarer.
Læs også: 3 historiske restaurantoplevelser i Aarhus
“Når man i dag går på museum, er det at være sammen om en bid frokost eller en kop kaffe lige så vigtigt som selve museumsoplevelsen,” udtaler Den Gamle Bys restauratør, Lis la Cour Fisker, i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter:
“Derfor lægger vi også vægt på at servere mad og drikke med historie. Vi serverer ikke molekylær gastronomi, men derimod dansk mad, som er tro mod den historiske fortælling og stemning, som man mærker, når man går rundt på museet. Men maden skal ikke kun smage af gamle dage. Den skal også smage af Den Gamle By, for vi giver den naturligvis et twist.”
Læs også: 3 kanongode kagesteder i Aarhus
Du kan som gæst på restauranten kigge med i køkkenet og se kokkene arbejde. Her salter, røger og sylter de egne råvarer, og det resterende købes lokalt. Den Gamle By har også eget bageri, som dagligt bager brød og kager efter gamle opskrifter.
Restaurant Gæstgivergården består af forskellige lokaler samt udendørs områder: De gamle stuer, Pejsestuen, Hestestalden og Madam Blå finder du indendørs, mens Gårdhaven, Gårdspladsen og Pergolahaven er udendørs.