Bager Lasse Tronhjem fra kaffebaren La Cabra har skabt en ny version af den varme hvede.
En sprød overflade, et blødt indre – og selvfølgelig masser af smør. Varme hveder skal der til, når kalenderen siger dagen før Store Bededag. På torsdag den 11. maj har du mulighed for at sætte tænderne i en ny version af klassikeren hos madmarkedet Aarhus Central Food Market.
Her har den internationalt roste bager Lasse Tronhjem fra kaffebaren La Cabra nemlig bagt sin helt egen hvede, dog uden at gå på kompromis med smagen af den velkendte variant.
“Min udgave er økologisk, lavet på surdej og koldthævet i 48 timer – i modsætning til den klassiske hvede, der er lavet på en varm gærdej. Jeg har desuden brugt en gammel bageteknik, nemlig at skolde melet. Det gør krummen mere saftig, mere holdbar og mindre klæg,” siger Lasse Tronhjem.
Gammel tradition
Traditionen med at spise varme hveder tog sin begyndelse i 1868, hvor landets bagere bagte ekstra meget hvedebrød dagen før den dengang nye helligdag, Store Bededag.
I dag spiser danskerne dog hvederne allerede aftenen før helligdagen. Det er efter sigende fordi, vi simpelthen ikke kan lade være med at sætte tænderne i de friskbagte og lune lækkerier.