MEXIKANSK Den populære mexikanske takeaway Vaca på Mejlgade udvider med restaurant på Frederiksgade.
Frederiksgade fik for et par uger siden en ny burgerjoint i form af The Burger Shack, og nu får den lille gågade snart også en mexikansk restaurant. Det sker, når den populære takeaway Vaca i Mejlgade udvider med et spisested på Frederiksgade 33, hvor der tidligere lå en sportsforretning.
”Vi åbner en ny restaurant, fordi vores takeaway i Mejlgade er blevet taget godt imod og i dag går over alt forventning efter så kort tid. Vi har i øjeblikket så travlt i spidsbelastningstidspunkterne om aftenen, at vi ser muligheder i at åbne en afdeling til,” siger driftschef Kasper Hansson fra Vaca.
Læs også: 20 lækre måltider til under en hund
30 spisende gæster
Den nye restaurant i Frederiksgade åbner senest til sommer og får plads til omkring 30 spisende gæster, ligesom det bliver muligt at tage de mexikanske lækkerier med hjem som takeaway. Menukortet bliver som på Mejlgade, og folkene bag spisestedet glæder sig til at slå dørene op.
”Vi har store forventninger til den nye restaurant. Ligesom Mejlgade er der meget trafik i Frederiksgade, og derfor er beliggenheden rigtigt interessant. Konceptet og menuen bliver ligesom i Mejlgade. Uanset hvor du er i Danmark, er det vores ambition, at Vaca skal give gæsten den samme gode oplevelse,” siger Kasper Hansson.
Udover den nye restaurant i Frederiksgade er folkene bag den mexikanske succes i forhandlinger om et lokale i Aalborg, hvor planen er at åbne en Vaca i centrum af den nordjyske by.