Visualisering af den kommende Ceres Byen. Foto: Ceres Byen.

Åbning lige om hjørnet: Ceres Byen får kaffebar, bageri og restaurant

The Lazy Wombat åbner kaffebar og bageri den 1. juli samt restaurant den 1. august.

Nu varer det ikke længe, før du kan aflægge Ceres Byens første kaffebar, bageri og restaurant et besøg. Den 1. juli slår The Lazy Wombat nemlig dørene op lige over for VIA University College, først til kaffebar og bageri, en måned senere til stedets restaurant. Alt under samme tag.

På kaffebaren kan man naturligvis købe kaffe, mens bageriet blandt andet vil byde på croissanter, surdejsbrød og banana bread.

“På kaffebaren glæder jeg mig til at se alle de gode studerende og dem, som ellers bor i Aarhus. Det skal gerne være os, de går hen til for kaffe, og vi glæder os til at byde dem velkommen,” siger Mark Veber Bak Hansen.

Sammen med James Caldwell står han bag The Lazy Wombat, som bliver det første madsted i Ceres Byen.

Hvad australsk mad kan være
Restaurantåbningen den 1. august er også noget, Mark Veber Bak Hansen ser frem til. Her vil udgangspunktet være det australske køkken, som madmæssigt lader sig inspirere af blandt andet Frankrig, Italien, Grækenland, Korea samt bush tucker, de australske indfødtes køkken.

“Jeg glæder mig til at vise, hvad australsk mad kan være. Og så glæder jeg mig til at se, hvad Aarhus siger til, at vi mest har øl på kortet,” siger han.

Det er konsulenter fra mikrobryggeriet Mikkeller, der har hjulpet The Lazy Wombat med at sætte restaurantens ølkort op.

Første i byen med KeepCup
The Lazy Wombat vil desuden som den første kaffebar i byen sælge KeepCup, en miljøvenlig og genbrugelig to go-kop, som du kan få din to go-kaffe i. Udover at skåne miljøet vil du med en KeepCup også få rabat på dit kaffekøb.

The Lazy Wombat skulle oprindeligt have slået dørene op allerede i denne måned, men har på grund af forsinkelser i byggeriet måtte udskyde åbningen.

Du kan læse mere om The Lazy Wombat her.