Den sydamerikanske café rykker fra sine kendte omgivelser i Guldsmedegade og ind på Aarhus Street Food i februar i 2022.
Elsker du også empanadas? Så kan du snart finde byens bedste empanadas på Aarhus Street Food. Det sker, når Café LIMA rykker fra sin nuværende café og ind på Aarhus’ store madmarked den 1. februar 2022. Det er en oplagt lokation, da de små sydamerikanske brødpakker spises som street food mange steder i Latinamerika.
Læs også: Legendarisk ostebutik i Risskov lukker
Det bliver derfor også et farvel til konceptet med caféen, som holder sidste åbningsdag d. 30. januar 2022. ”Vi synes, at vores sydamerikanske små empanadas er et perfekt match med Aarhus Street Food og deres koncept,” forklarer ejer, Martin Juel Iversen. December og januar måned bliver dermed de sidste måneder for LIMA-gængere i caféen, som byder på flere peruvianske specialiteter som retten ceviche, øllene cusqueñas og sodavanden Inca Kola.
Når de rykker ind på Aarhus Street Food, vil der være en masse forskellige varianter af empanadas. Så det er bare med at komme forbi og prøve de lækre sydamerikanske specialiteter i det nye år.