Foto: Kasper Hornbæk/Gastromé

Støt Børnecancerfonden: Få en 5-retters menu skabt af stjernekokke

Søndag den 12. juni kan du hos ARoS nyde fem retter med vine, kaffe og sødt, når kokke fra danske toprestauranter inviterer til Gastronomi mod cancer. Alle indtægter går ubeskåret til Børnecancerfonden.

God mad og et godt formål.

Det er, hvad der er i støbeskeen søndag den 12. juni klokken 17.30, når Gastronomi mod cancer løber af stablen på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Alle indtægter går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Der vil blive serveret snacks, bobler, fem retter samt vine, kaffe og sødt – og det er kokke fra en række danske toprestauranter, der står i køkkenet.

Læs også: Kage ad libitum: Kom med til Det Store Kagebord hos MIB i Aarhus

Substans, Gastromé og Alchemist

Aftenens menu er nemlig sammensat af René Mammen fra aarhusianske Restaurant Substans, Søren Jakobsen og William Jørgensen fra aarhusianske Gastromé, Rasmus Munk fra Alchemist i København, Nicolaj Møller fra Treetop Restaurant i Vejle samt Jesper Koch fra Alsik Hotel & Spa i Sønderborg.

”Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ. Vi er desværre mange, som har haft cancer inde på livet, så derfor er det også noget, der kommer meget tæt på. Jeg synes, det er en god måde, hvor jeg kan støtte op om kampen mod cancer,” udtaler René Mammen fra Michelinrestauranten Substans i en pressemeddelelse.

”Vi har taget en klassisk Substans-ret med for at vise nogle af vores tanker på restauranten. Vi tager en grøntsagsret med, hvor vi bruger få ingredienser med masser af smag.”

Læs også: Vecino og Con Maz: Ny vinbar og vinbutik er åbnet på Godsbanen

Alle støttede op

Bag projektet står en række aktører fra madbranchen: Louise Schmidt, Lars Olsen, Simon B. Tønsager og Dennis Rafn.

Simon B. Tønsager og Dennis Rafn ønskede at lave et event, som støttede et godt formål, og her var Børnecancerfonden i deres optik et oplagt valg. 

”Det her kan kun lade sig gøre, fordi alle støttede op med det samme. Vi er enormt taknemmelige for, at kokkene har valgt at tage tid ud af kalenderen og har bakket så meget op. Det samme med sponsorerne, som har gjort det muligt for os at donere beløbet for aftenen helt ubeskåret. Hvis det ikke var for deres velvillighed, så havde det her arrangement ikke kunne lade sig gøre,” fortæller Dennis Rafn i en pressemeddelelse.

Det koster 2.300 kroner per snude at deltage i arrangementet, og du køber billet via madbillet.dk.

“Jeg er mere end tosset med croissanter, og der er efterhånden flere steder i byen, der bager en virkelig god version af den franske fristelse.”

Louise Sejr Højmark, Redaktør

Gastronomi

Se alle