Faust Deli byder på spanske specialiteter – og maden kan nydes både som take away og i de fine lokaler på Åboulevarden i Aarhus.
Er du vild med tapas og spanske specialiteter? Så kan du godt begynde at glæde dig: Der er nemlig ikke længe til, at den nye Faust Deli slår dørene op ved åen.
Her er konceptet spansk, og alle specialiteter er derfor hentet hjem fra Spanien af restauratør Jesper Minke, som også står bag Café Faust.
Særligt spanske skinker har Jesper en stor kærlighed til, og dem kan du finde på både brunchtallerknen, i deliens sandwich og i den tapas, du kan bestille om aftenen.
Læs også: Blæksprutte-Bloody Mary på menuen: Ny restaurant åbner på Aarhus Ø
Tre slags sortfodsskinker
Hos Faust Deli vil der være tre slags sortfodsskinker på menuen: belotta, paleta og cebo.
“Belotta er skinke af den allerbedste kvalitet – og virkelig dyr. Jeg tror ikke, det vil være muligt at få nogen til at betale for en sandwich med dén skinke i. Den vil vi derfor bruge til vores luksustapas, som er tænkt til de gæster, der vil have det bedste af det bedste,” fortæller Jesper og slår fast:
“Men alle tre skinker er sindssygt gode. Du må slet ikke sammenligne dem med det, man kan købe i Danmark. Niveauet og kvaliteten er så meget højere, uanset valg af skinke. Det vil gæsterne også finde ud af, når de besøger os. Der er simpelthen en kæmpeforskel.”
Selvbetjening på telefonen
I glasset kan du bestille spanske specialøl som San Miguel og Estrella, forskellige vine og cocktails.
Om morgenen kan du selvfølgelig få en god kop kaffe – også to go fra et vindue, der vender ud mod åen.
Hos Faust Deli vil der ikke være tjenere, som skriver din ordre ned. I stedet scanner du en QR-kode med din telefon, bestiller mad og drikke og henter det selv i baren.
Faust Deli åbner for take away den 21. marts og spisende gæster fra 4. april.