Blæksprutte-Bloody Mary på menuen: Ny restaurant åbner på Aarhus Ø

Restaurant Lula på Kystpromenaden vil invitere til sydeuropæisk social dining.

Var det noget med en blæksprutte-Bloody Mary?

Eller som den hedder på den nye restaurant Lula: Bloody Mary com Lula?

Fredag den 25. februar åbner Lula på Kystpromenaden 5, Aarhus Ø, og her kan du blandt andet sætte tænderne i – og drikke! – blæksprutte, ligesom du kan bestille andet godt fra havet, charcuteri, oste, grønne retter og søde sager.

Løssluppen stemning

Konceptet er sydeuropæisk social dining, og det betyder små retter, masser af vin og cocktails samt en uformel tilgang til det at spise ude.

“Generelt forsøger vi at være lidt skøre og skabe den her løsslupne stemning, både når det kommer til mad, drikke og de fysiske rammer,” fortæller Mads Poulsen, der er den ene af fire Aarhus-restauratører bag Lula.

Sip sangria, og dyp tæerne i vandet

Hos Lula kan du både nyde maden indendørs – hvor stil, interiør og farver giver en stemning af sol og sommer – eller på den store udendørs terrasse, der i de kolde måneder bliver skærmet med en markise og holdt lun af varmelamper.

Til sommer kan du få serveret mad og drikke på havnekajen, så ja, du kan i princippet dyppe tæerne i vandet, mens du sipper til din sangria eller blæksprutte-cocktail. Ja tak!

Verdenskøkkener

Se alle