Den 4. oktober afholdes Smagens Time 2023, hvor udvalgte restauranter i Aarhus rydder alle bordene til børn og unge. Der er adgang forbudt for voksne, og børnene vil opleve spændende 3-retters menuer for bare 180 kr.
Har du børn mellem 5-15 år, er de inviteret til Smagens Time. For 13. gang vender arrangementet tilbage, og det betyder, at dine børn kan opleve et restaurantbesøg, som er særligt tilrettelagt for børn og unge – helt uden voksne. Smagens Time har siden 2011 givet over 30.000 børn og unge uforglemmelige restaurantoplevelser.
Børnene bliver udfordret med nye smage og råvarer

Dygtige kokke og fantastiske værter vil sørge for lækre 3-retters menuer, som både vil få tænderne til at løbe i vand, men også udfordre. De deltagende børn og unge vil blive udfordret med spændende smage og råvarer, som de måske aldrig har prøvet før.
Der skal smages, duftes og grines

Aftenen byder på en rigtig restaurantoplevelse. Først bliver de taget imod, hvorefter de får anvist pladser ved bordene. De kommer til at snakke med jævnaldrende børn og unge, hvor der bliver masser af plads til grin, sjov og snak.
Maden bliver præsenteret, og kokkene vil også fortælle børnene om tilblivelsen af retterne. Børnene vil altså blive klogere på både mad, nye smage, dufte og konsistenser.
Smagens Time handler om mere end forret, hovedret og dessert. Det handler om, at børnene får en oplevelse med mad, mod på mad og glæde ved mad. Samtidig er der stor værdi i samværet og det sociale med andre børn og unge, som de også vil opleve til arrangementet, hvor de voksne altså ikke er velkomne.
Disse otte restauranter er med i Aarhus
I Aarhus deltager hele otte restauranter, som altså inviterer alle børn og unge til gourmet for bare 180 kr. De deltagende restauranter er Food Club, Hærværk, Restaurant ET, L’estragon, Substans, Pondus, FEAST og ARoS Orangeri.
Finder sted den 4. oktober – billetten koster kun 180 kr.

Skal dit barn mellem 5 og 15 år deltage i Smagens Time den 4. oktober? Så skal du skynde dig at købe billet. Billetsalget er nemlig i fuld gang, og uanset hvilken restaurant du køber billet til, er prisen 180 kr.
Husk, at der kun er adgang for børn og unge, så selvom det lyder kanonhyggeligt, må I voksne altså blive hjemme. Arrangementet er kun for børn og unge mellem 5 og 15 år.
Overskuddet går til et godt formål

Udover at give dit barn en spændende og lærerig oplevelse med mad, støtter du også et godt formål, når du køber billet. Alt overskuddet går nemlig til Melting Pot Fondens almennyttige arbejde.
Melting Pot Fonden arbejder eksempelvis for at hjælpe udsatte unge og marginaliserede grupper, når de arrangerer forskellige madprojekter og kulinariske uddannelsesprogrammer.