Hvem skal du stemme på til Smag Prisen 2020: Aarhus’ bedste nye spisested? I denne artikel kan du lære Syv Ni 13 lidt bedre at kende. 

Det er kun omtrent halvanden måned siden, at Syv Ni 13 slog dørene op på Frederiksgade 74 med et koncept, der lyder uformel social dining.

“Vi laver en restaurant, som vi selv gerne vil spise på. Det skal være nede på jorden og med højt til loftet. Vi synes selv, at deleretter er en hyggelig og vedkommende måde at spise på, og det vil vi gerne dele med vores gæster,” har medejer Kalle Møller Jensen tidligere fortalt til Smag Aarhus.

Retterne tager afsæt i det nordiske køkken og udskiftes løbende inden for kategorierne snacks, kolde og varme retter samt sødt og ost.

I øjeblikket byder restauranten blandt andet på koldrøget helleflynder med rødbede og syrnet fløde, karamelliseret kål med vinaigrette og tyttebær samt krydderkage med vaniljeis og lakrids.

Alle retter koster 120 kroner stykket og serveres som udgangspunkt som deleret mellem to personer. Vil du overlade beslutningen til andre, kan du vælge restaurantens sammensatte menu til 373 kroner, som består af syv deleretter.

Vil du stemme på Syv Ni 13 eller én af de andre fire kandidater til Smag Prisen 2020: Aarhus’ bedste nye spisested, kan du gøre det her.