Restaurant Seafood åbner i slutningen af marts og har tilbud på en treretters menu.
I slutningen af 2017 skrev Smag Aarhus, at Dyvig Badehotel åbner Restaurant Seafood på Marseligsborg Havnevej 44 i Aarhus til marts, og nu er datoen på plads: Fiskerestauranten slår helt præcist dørene op den 26. marts med et åbningstilbud på 250 kroner for en treretters menu.
”Det bliver en fiskerestaurant med enkelte kødretter, hvor vi sætter stor pris på gode og lokale råvarer. Vi ser frem til en rigtig god sommer, og i det hele taget til at tage imod en masse gode gæster,” siger restaurantchef Matias Quottrop.
En toptunet restaurant
Åbningstilbuddet kører frem til den 30. april fra klokken 17.30 til 21, og restauranten åbner klokken 11 mandag den 26. marts.
”Vi har gjort meget, for at stedet er blevet en toptunet restaurant. De kommende gæster vil blive forbavset over, hvor meget vi kommer til at gøre for dem her på stedet. Vi kommer til at behandle gæsterne lige så godt som på Dyvig Badehotel – og det er godt.”
Restaurant Seafood holder åbent fra den 26. marts til og med den 21. oktober fra klokken 11 til 21.30. Menuen for åbningstilbuddet og bordbestilling kan du læse mere om her.