Den 1. april bliver Restaurant Seafood på Marselisborg Lystbådehavn til Seafood by Dyvig Badehotel.
Til foråret 2018 vil der ske ting og sager på Marselisborg Lystbådehavn.
Det, du nu kender som Restaurant Seafood, bliver nemlig den 15. marts til Seafood by Dyvig Badehotel. Det sker, når parret John Bech Amstrup og Matias Quottrup, der også ejer Dyvig Badehotel på Nordals i Sønderjylland, overtager.
“Dyvig Badehotel ligger også ved en lystbådehavn og i og med, at Matias og jeg bor i Aarhus, var det nærliggende for os at åbne en søster-restaurant på Marselisborg Lystbådehavn her. Desuden har vi mange gæster fra Midtjylland på vores badehotel, og nu kan vi være tættere på dem,” fortæller medejer John Bech Amstrup.
Blanding af bistro og restaurant
Seafood by Dyvig Badehotel åbner den 1. april, og John Bech Amstrup og Matias Quottrup tager maden fra badehotellet med sig.
“Køkkenet bliver en blanding af brasseriet og restauranten fra Dyvig Badehotel. Vi vil hovedsageligt servere fisk, men du vil også kunne få gode kødretter,” siger John Bech Amstrup.
Han fortæller, at du for eksempel vil kunne få et stjerneskud til frokost for 178 kroner.
The Dyvig Feeling
John Bech Amstrup håber at kunne tage alt det gode fra Dyvig Badehotel med til Aarhus.
“Der hersker en ret speciel stemning ved Dyvig Badehotel – vi kalder den “The Dyvig feeling”. Badehotellet ligger jo ret idyllisk, og det er lidt verdens navle, når du er der. Dén fornemmelse håber vi at kunne tage med til Aarhus,” fortæller John Bech Armstrup.
Seafood by Dyvig Badehotel åbner den 1. april og lukker igen for vinteren den 1. oktober. Du vil kunne besøge restauranten alle ugens dage fra klokken 11.30 til 22.