Etiketten er droppet, stemningen er løssluppen, og på menuen finder du blandt andet alt godt fra havet. Den nye restaurant Lula vil give aarhusianerne et skud sydeuropæisk ferie.
Artiklen har tidligere været bragt i Mærk Aarhus
Hvis du ikke vidste bedre, kunne du næsten fristes til at forveksle Kystpromenaden 5 med et solrigt stop på en strandpromenade i Sydeuropa.
Udendørs skaber vandets skvulpen, facadens neongule bogstaver og den store terrasse hurtigt blikfang, og når du træder indenfor, bliver du omsluttet af det sorte loft, store loftslamper i rispapir, grønne planter samt stole, vægge og interiør i gule og blå nuancer. På toilettet er der kunstgræs i loftet og finurlige spanske plakater på væggene.
Lula er navnet på den nye restaurant på Aarhus Ø, der slog dørene op den 25. februar. Her er intentionen at give gæsterne et ordentligt skud feriestemning, også i de kolde måneder.
“Vores drøm er at skabe en strandbar møder Barcelona møder Portugal, ja, i bund og grund møder alt det bedste, vi kender fra vores egne rejser,” fortæller Mads Poulsen, der sammen med Martin Tønnesen, René Vinding og Christian Castenskiold står bag Lula.
“Vi har fjernet etiketten, forstået på den måde, at her er der ingen regler for, hvor mange retter du skal spise, eller hvordan og i hvilken rækkefølge maden skal serveres. Vi byder på små retter, som kommer, når køkkenet er klar med dem, men du kan også bare komme forbi til et glas naturvin eller en cocktail – også sent på aftenen.”
Blæksprutten som signatur
På Lulas menu finder du blandt andet oste og charcuteri, grønne retter og søde sager som churros og panna cotta. Fisk og skaldyr er dog i centrum, hvilket navnet Lula også indikerer. Det betyder nemlig blæksprutte på portugisisk, og dét er naturligvis også på kortet i en grillet version.
Restauranten anbefaler tre til fire retter per snude, hvis du vil være mæt, men du kan også gå all in og vælge A Lula familia, hvor du får ni delevenlige retter i tre serveringer.
“Menuen vil ændre sig løbende, men blæksprutten vil nok forblive – måske ændrer retten bare karakter. Vi har også en cocktail med blæksprutte, som er ret funky. Generelt forsøger vi at være lidt skøre og skabe den her løsslupne stemning, både når det kommer til mad, drikke og de fysiske rammer,” fortæller Mads Poulsen.
Lula har 89 indendørs pladser samt 80 på terrassen, der også kan bruges i de kolde måneder, når varmelamperne tændes, og markisen rulles ud. På havnekajen bliver der om sommeren plads til mere end 100.