Fratelli på Vestergade byder som noget nyt på brunch

Reklame: Hos Fratelli på Vestergade kan du nu få serveret lækre brunchretter til gode priser alle ugens dage.

Skal din dag begynde på en rigtig lækker måde? Så er det Fratelli på Vestergade 39, du skal lægge vejen forbi.

Den italienske restaurant har nemlig udvidet menuen med skønne brunchretter, som du kan sætte tænderne i alle ugens dage fra klokken 9.00-15.00. Har du lyst til at besøge Fratelli til brunch om søndagen, kan du booke bord efter aftale.

”Der er altid masser af mennesker på Vestergade om formiddagen, og rigtig mange har spurgt os, om vi kan lave andet end pizzaer først på dagen. Derfor har vi nu udvidet med et brunchkoncept, så endnu flere kan komme forbi og hygge sig med god mad et par timer,” fortæller Amir Saleh, der sammen med Ali Arjomand ejer de tre Fratelli-restauranter i Aarhus.

Priser for alle

Priserne begynder ved 55 kroner, og den dyreste brunchret på kortet står til 75.

”Vi har valgt, at vores priser skal være sådan, at alle har råd til at spise her i restauranten,” siger Amir Saleh.

En lille brunchtallerken koster 55 kroner og består af et blødkogt æg, salami, friskbagt brød, smør, rucola, mozzarella og oliven.

Bestiller du i stedet den store brunchtallerken til 75 kroner, får du serveret et blødkogt æg, tre slags italiensk salami, to oste, skyr med hjemmelavet granola, frisk frugt, friskbagt brød, rucola, mozzarella og oliven.

Flere slags æg

Fratelli byder desuden på flere slags brunchretter med æg som hovedperson.

Du kan for eksempel prøve en fransk omelet til 65 kroner i fire forskellige varianter: En med skinke, tomat og ost, en med Ventricina – stærk salami – tomat og Pecorino-ost, en med lufttørret skinke, tomat og ost samt en med aubergine, tomat og ost.

Er du mere til røræg, får du for 65 kroner en portion med pancetta eller bacon, og er det spejlæg, der gør din morgen komplet, får du til samme pris to styks med pancetta eller bacon.

Til alle æggeretter serveres friskbagt brød, smør, rucola, mozzarella og oliven.

Menuen udvides yderligere

I løbet af denne uge bliver brunchmenuen desuden udvidet med flere retter.

Her kan du blandt andet bestille reje- eller kyllingesalat samt chiagrød med mandelmælk og friske bær.

Du kan naturligvis også få serveret frokost- og almindelige pizzaer om formiddagen.

Skal du have lidt at væde ganen med, kan du bestille te eller kaffe, både i kop og som stempelkande.