Reklame: 25-årige Frederik Rasmussen læser en professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation på Erhvervsakademi Aarhus. Han er særligt vild med, at uddannelsen i høj grad kobler teori og praksis og giver mulighed for blandt andet praktik.
Frederik Rasmussen har altid vidst, at han gerne ville arbejde med fødevarer. Så da Erhvervsakademi Aarhus for godt tre år siden udbød en helt ny professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation, valgte han at sige farvel til sit tidligere studie, diplomingeniør i bioteknologi.
Den beslutning har 25-årige Frederik bestemt ikke fortrudt. På professionsbacheloren i fødevareteknologi og applikation lærer han blandt andet at udvikle nye fødevarer og tænke innovativt, og så har uddannelsen fokus på, at de studerende skal lære at bruge teori i praksis.
”Lige siden jeg begyndte, har vi haft mange spændende projekter, hvor vi har undersøgt reelle problemstillinger for forskellige virksomheder. Det betyder, at vi arbejder med virkelighedsnære opgaver, som ikke bare er sat op i en lærebog,” fortæller Frederik og fortsætter:
”Jeg synes, man kan gå lidt tabt i teori, hvis man ikke ser et formål med at lære det, så det har været rart at få illustreret ved hjælp af projekter, hvordan teorien skal benyttes.”
Senest har han for eksempel været med til at udvikle et vegansk alternativ til ovnruller, som indeholder en kødfri proteinkilde frem for blot grøntsager.
Læs mere om professionsbacheloren i fødevareteknologi og applikation her.
Praktik gav indblik i én af fremtidens fødevarer
I foråret 2020 var Frederik i praktik hos virksomheden Nordisk Tang i Grenaa, som laver gourmetprodukter til daglig brug af tang. Her fik han lov til at prøve kræfter med flere områder inden for sit fag.
”Nordisk Tang er ikke en særlig stor virksomhed, og jeg følte virkelig, at jeg kunne hjælpe dem. Jeg arbejdede med alt fra den daglige produktion til forsøg med og fermentering af tang. Virksomheden har ekstremt meget viden inden for området, og det har været fedt at få et indblik i et så alsidigt produkt, som forhåbentlig bliver en stor spiller inden for fremtidens fødevarer,” siger Frederik.
Praktikopholdet har givet Frederik blod på tanden til at komme ud på arbejdsmarkedet, men først vil han gerne læse en kandidat, når han har afsluttet professionsbacheloren i fødevareteknologi og applikation.
”Jeg vil gerne læse en kandidat i mejeriteknologi. Jeg synes, mejeriindustrien er sindssygt spændende, og mælk er en ekstremt interessant råvare, som jeg gerne vil blive klogere på,” fortæller han.
Når tiden kommer til at træde ind på arbejdsmarkedet, drømmer Frederik om en lederstilling.
”Skal jeg sætte ambitionsniveauet rigtig højt, kunne jeg godt tænke mig at blive fabrikschef. Det motiverer mig meget at have ansvar, lede andre og få det bedste ud af folk,” siger han.
”Jeg kunne dog også godt tænke mig at arbejde med produktudvikling af produkter, der kan gøre en forskel for vores sundhed eller miljø. Jeg vil gerne være med til at sætte et positivt aftryk på verden.”
Læs mere om professionsbacheloren i fødevareteknologi og applikation her.