Du får fire retter for 225 kroner, og du slipper for selv at gå i køkkenet og lave maden til årets påskefrokost.
Det er snart tid til påskefrokost, og i år vil Madklubben gerne stå for menuen. Restaurantens koncept Madklubben Derhjemme leverer mad til alle slags anledninger, og nu har den anerkendte restaurant også udviklet en påskemenu, som restauranten selv kalder den bedste påskemenu nogensinde.
Madklubbens påskefrokost koster 225 kroner per person og består af fire retter.
Læs også: Godt nyt: Madfestival bliver afholdt i år
Forretten består af røget laks med rørt purløg, rygeost, radiser og rugbrødsknas. Hertil får du modnede sild, en kyllingesalat, bagte tomater og kalve bacon og brød fra Gilleleje Havns Bageri. Mums!
Inden hovedretten kan du kaste dig over en omgang tarteletter med cremet hønsevelouté af velfærdskylling, hvide asparges og forårsløg.
Til hovedret får du stegt lammeryg med citron, confiterede hvidløg og timian. Det serveres med stegte kartofler vendt med ramsløgspesto, saltede valnødder og Vesterhavsost.
Hele herligheden sluttes af med en chokoladekage bagt med hindbær og vanilje til dessert. Med til chokoladekagen følger mascarpone med saltet karamel og hindbærcrumble.
Madklubbens påskefrokost kan bestilles på restaurantens hjemmeside og afhentes på Madklubben Aarhus. God påske!