Foto: Oles Gård.

Ja tak: Så er der snart pizza på Oles Gård

Fredag den 15. september kan du hente pizzaer på Oles Gård i Hammel. 

Er du også vild med pizzaerne fra Oles Gård? Så skal du sætte kryds i kalenderen fredag den 15. september. Da er der nemlig “Pizza på Gården” fra klokken 15 til 17.30 på Søbygårdsvej 146 i Hammel.

“Den koldhævede surdejsbund med kartofler, rosmarin og olivenolie er det eneste, der kommer i Oles brændefyrede stenovn. Først til allersidst toppes pizzaen med mayo, chilimarmelade, Vesterhavsost, udvalgt kød eller grønt fra gården,” står der på Facebook-begivenheden.

Pizza-varianterne bliver annonceret på Facebook en uge før arrangementet, og det er også en uge før, du kan bestille din pizza på Oles Gårds hjemmeside.

Spisested på vej i Studsgade
Bag Oles Gård står Ole Christian Olesen, som i 2011 stiftede cateringfirmaet Oles Gård. Fire år senere solgte Oles Gård for første gang økologiske pizzaer med ingredienser fra gåden på musikfestivalen NorthSide.

Udover “Pizza på Gården”-arrangementerne kan du booke Oles Pizza på Hjul til for eksempel receptioner og private arrangementer, ligesom pizzaerne bliver solgt fra frost hos diverse forhandlere.

Der er desuden et Oles Gård-spisested på vej i Studsgade i Latinerkvarteret, som efter planen skal åbne til september.