Den nye café i Aarhus byder blandt andet på panini, weekendbrunch og torsdagstapas med vin ad libitum.
Nu er der et nyt sted, du kan stille sulten og slukke tørsten, hvis du kommer forbi Ceres Byen.
SEREC slog nemlig i slutningen af juni dørene op på adressen Ceresbyen 20. Caféen har åbent alle ugens dage og byder blandt andet på panini, tapas, nachos, weekendbrunch, snacks samt en tavleret.
Læs også: 3 steder i Aarhus med lækker brunch på menuen
Derudover har caféen diverse tiltag på forskellige ugedage: Torsdag kan du for eksempel få et tapasbræt med otte forskellige småretter, serveret med chilimayonnaise og brød, samt rød-, hvid- og rosévin ad libitum i to timer for 185 kroner.
Til de tørstige har SEREC blandt andet et bredt udvalg af øl samt forskellige vine.
“Vi ønsker, at SEREC skal være et sted, hvor alle kan komme, og derfor har vi rigtig gode priser og 20 procent studierabat – så ingen behøver at undvære hyggen,” skriver caféen i en mail til Smag Aarhus.