Foto: Nicolai Aarkrog.

To madboder lukker på Aarhus Central Food Market

To boder lukker på det populære madmarked ved Strøget.

Fremover bliver der to færre boder på Aarhus Central Food Market på St. Knuds Torv. Delien Knebelgodt Øko-Deli og den vietnamesiske sandwichbar Banh MÌ de Taste MÌ lukker og erstattes af to andre boder.

Ind i Knebelgodts lokaler rykker konditoriet Vanilla Chocolatier & Konditori, der fra den 13. maj vil byde på søde sager som hjemmelavede flødeboller, chokolader og dessertkager. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der rykker ind i lokalet, der huser Banh MÌ de Taste MÌ.

Spændende aktører i spil
”Vi kan endnu ikke løfte sløret for, hvem der åbner i Banh MÌ de Taste MÌs bod. Men jeg kan fortælle så meget som at vi har flere utroligt spændende aktører i spil. Vi er madmarkedet, som har noget for enhver smag og derfor gør vi meget ud af at finde og udvælge madkoncepter, som tilfører noget nyt og anderledes og som supplerer de andre boder på en god måde,” siger Signe Trier Simonsen fra Aarhus Central Food Market.

Banh MÌ de Taste MÌ flytter fra markedet, fordi ejerne ønsker at fokusere på deres anden restaurant i Nørre Allé. Læs om Vanilla Chocolatier & Konditoris nye bod her.