Madmarkedet Aarhus Central Food Market får chokolade og desserter på menuen.
Fyldte chokolader, farverige dessertkager og hjemmelavede flødeboller. Konditorerne fra Vanilla Chocolatier & Konditori i Vejle åbner nu en bod på Aarhus Central Food Market. Det sker lørdag 13. maj, hvor åbningen fejres med gratis smagsprøver på Vanillas søde sortiment.
”Mange af vores kunder har spurgt, om vi ikke snart ville åbne en butik i Aarhus. Da vi en dag gik forbi Aarhus Central Food Market og forelskede os i stedet besluttede vi, at nu skulle det være. Vi har fået en rigtig god placering lige indenfor døren, og vi glæder os helt enormt meget til at vise aarhusianerne og alle de besøgende, hvad vi kan med chokolade og kager,” siger indehaver Gabriel Ahlgreen fra Vanilla Chocolatier & Konditori.
Kager der smager og overrasker
Indtil nu har de danske dessertelskere kun kunne finde Vanilla i Vejle. Her har to indehavere, konditor Gabriel Ahlgreen og chocolatier Jeanette Sørensen, i mange år lavet håndlavede kager og chokolader af økologiske råvarer.
”Vi har fået alt for mange tørre og kedelige kager i vores liv. En god kage er efter vores mening en kage, der virkelig smager af noget og som samtidig overrasker med forskellige teksturer og flotte farver. Vores gæster kan glæde sig til at opleve en kagebod, der bugner af alt lige fra konditorkager, kransekager og småkager til fyldte chokolader, flødeboller og gaveæsker,” fortæller Gabriel Ahlgreen.
Vanilla Chocolatier & Konditoris konditorkager kommer til at koste fra 25 kroner og opefter, og kageboden åbner lørdag 13. maj kl. 11 med gratis smagsprøver på kager og håndlavet Valrhona-chokolade til de fremmødte.