Nu lancerer Flask webshop for ølelskere.
Specialøl hitter i Aarhus, og den ene ølbar efter den anden popper op i byen. Nu går ølbutikken Flask i Nørregade skridtet videre og giver fra 1. november mulighed for at klikke sig frem til favoritten hjemme fra sofaen.
“Webshoppen bliver en ny service til vores eksisterende kunder. Vores butik er præget af et meget dynamisk udvalg, hvor der ugentligt kommer masser nye varer ind, mens andre går ud, fordi de simpelthen er udsolgte. På flaskbutik.dk vil vores kunder hjemmefra hele tiden kunne følge med i, hvad der står på hylderne, og hvad der kommer ind af nyheder. En slags generelt udvidet digital tilstedeværelse,” fortæller de tre ejere af Flask.
Stort udvalg
På den ny webshop kan du få fingre i samme typer specialøl, som i dag findes i butikken. Senest har Flask for eksempel fået øl hjem fra de eksperimenterende To Øl, mens også bryggerier som belgiske Cantillon og amerikanske Lagunitas Brewing Company kan findes på hylderne.
“Samtidig bliver det muligt på webshoppen at købe gavekort, ligesom det bliver muligt at sammensætte en ”kurv”, som så kan afhentes færdigpakket i butikken på Nørregade. Og så bliver det selvfølgelig også muligt at købe online og få det sendt til sin adresse,” siger ejerne.
Flasks ny webshop åbner den 1. november. Se mere her.