I kælderen på J.M. Mørks Gade 7 bliver der nørdet med surdej, det gode brød, og hvad der ellers lige fanger interessen for mikrobageren.
Efter en hæsblæsende start på Instagram har David Milberg Rask Andersen i dag åbnet dørene for David Breadhead Studio. Her skal der nørdes surdej, bages brød i lange baner, og hvad der ellers lige falder ejeren ind.
“Jeg lavede min separate surdejsprofil på Instagram, så jeg kunne nørde igennem. Under karantænen begyndte jeg at få ordrer fra private. Så har det udviklet sig derfra,” siger David Milberg Rask Andersen.

Du kan dagligt finde brød og boller, men skynd dig, for der er et begrænset parti hver dag. Alt bliver bagt i butikken, og du er også velkommen til at komme forbi til en snak om surdej og få nogle tips til din egen bagning.
Læs også: 6 fortrinlige bagere du skal prøve
“Jeg har kaldt det et studio, fordi det ikke er et traditionelt bageri. Jeg bager altid brød og boller, men udover det vil jeg eksperimentere med for eksempel surdejsbrownies, bruschetta af daggammelt surdejsbrød, og hvad jeg ellers finder på,” siger David Milberg Rask Andersen.
David Breadhead leverer bagværk til blandt andre Nabokiosk på Ingerslevs Plads, Bill’s Coffee i Vestergade og snart til Kunsthal i J.M. Mørks Gade.
Brødene koster 45 kroner, og du kan få fire boller for 50 kroner.