RESTAURANT Den anmelderroste Molskroen på Djursland får ny chefkok i form af Steffen Villadsen, der kommer fra københavnsk Michelinrestaurant.
Af Mikkel T. Krogh
Efter et par år som gastronomisk chef på Molskroen ved Ebeltoft takker den kendte stjernekok Michel Michaud af og overlader pladsen til Steffen Villadsen, der kommer fra Michelin-restauranten Den Røde Cottage uden for København.
Den nye styrmand vil både hylde kroens klassiske tilberedninger og tilføre et mere moderne udtryk til menukortet, blandt andet gennem et styrket samarbejde med de lokale leverandører på Mols.
Vil bruge naturen
“Vi ønsker at give vores gæster smagsoplevelser, der er forankret i lokale råvarer via et tæt samarbejde med lokale producenter. Vi skal bruge den skønne natur, der er lige omkring os her på Mols. Vi skal samle og sylte vilde urter og rødder, udvikle nye smage og være dygtige håndværkere – men samtidig skal vi forholde os kritisk i forhold det det, vi serverer for vores gæster,” siger Steffen Villadsen i en pressemeddelelse.
I forbindelse med nyansættelsen udvider restauranten den såkaldte Signature Menu fra 6 til 8 retter, men beholder gamle kendinge som ostevogn, østers, côte du boeuf og friske hummere i et bassin.
Udover Den Røde Cottage har Steffen Villadsen også erfaring fra det aarhusianske Hotel Philip, hvor han er udlært, Jørgensens Hotel i Horsens og Sjette Frederiks Kro i Risskov.
Læs artikel: Wassim laver Game of Thones-menu
Læs artikel: Ny duo i spidsen for skovrestaurant
Læs artikel: Østjysk restaurant vinder pris