NordicBet spår gode chancer for, at Frederikshøj får sin anden Michelin-stjerne.
Selvom det har været gråt vejrmæssigt, ser det ud til, at lyset kan bryde ud hos ejer Wassim Hallal på restauranten Frederikshøj på Oddervej. Bookmakerne NordicBet vurderer i en pressemeddelelse, at der er omkring 37,5 procents chance for, at den aarhusianske restaurant får sin stjerne nummer to.
”Der er ingen tvivl om, at Wassim Hallals mesterlige niveau fortjener to stjerner. Grunden til at vi er påpasselige er, at Michelindommerne er stokkonservative og kræver, at man konsekvent leverer varen over en årrække. Nu har de set stedet an i over tre år, så vi vurderer, at der er rimelige muligheder for, at det ender med velfortjente to stjerner”, siger pressechef hos NordicBet Thomas Holm ifølge pressemeddelelsen.
Gastronomiekspert tror også, det bliver i år
Gastronomieksperten Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide vurderede i et nyligt interview med Smag Aarhus, at Frederikshør bør få sin anden stjerne.
”Jeg går ud fra, at Frederikshøj får sin stjerne nummer to i år. Jeg mener, at restauranten de sidste tre år burde have haft en mere, og det mener jeg stadigvæk,” siger Bent Christensen.
Michelin-stjernerne bliver uddelt sidst på eftermiddagen mandag den 19. februar.