Foto: PR

Namaste: Nu kan du komme til online VinYoga

Snart kan du opleve solhilsen og vines aromaer og smage i ét arrangement og oven i købet i eget hjem, når der er VinYoga i Aarhus. Hvis det er noget for dig, så sæt kryds i kalenderen 20. februar.

VinYoga er tilbage med nye datoer for det populære event, men denne gang i et lidt anderledes format.

Arrangementet fokuserer på sanseoplevelsen ud over det sædvanlige ved at kombinere den fysiske og åndelige yogasession med smag og dufte i en intens vinsmagning. Og denne gang sker det i dit eget hjem online.

”Vi forestiller os, at man samles et par stykker, og VinYoga bliver en sjov ting, man kan være sammen om. En anderledes ting, der kan være med til at sprede lidt glæde og liv i denne her lidt trælse tid,” fortæller Brita Vejrup Richter, som er én af tre veninder bag arrangementet.

Konceptet VinYoga

Konceptet bag online VinYoga er ganske enkelt: Der bliver sendt en kasse med 5 udvalgte vine hjem til dig. Du inviterer et par veninder fra din boble hjem – og så skal der smages vin og dyrkes yoga på skift.

Eventet består af fem yogasekvenser, hvor der til hver sekvens bliver serveret en udvalgt vin. Alle vine er leveret af BAReVIN.

Det er tre aarhusianske veninder, der står bag eventet: Kristina Ekkelund Gram og Brita Vejrup Richter, der sammen har vinbloggen winers.dk, samt Helene Stephansen, der er uddannet yogainstruktør.

Læs også: 3 steder med take away for gourmetelskere

”Det er altid en fest, når vi afholder VinYoga. Og selvom vi denne gang rykker online, så er jeg sikker på, man stadig vil kunne mærke den gode energi hjemme i stuerne – og at VinYoga bliver startskuddet til en sjov aften med veninderne,” fortæller Brita Vejrup Richter i en pressemeddelelse til Smag Aarhus.

Kvinderne bag siger, at man ikke behøver have kendskab til hverken vinsmagning eller yoga for at være med.

Online VinYoga løber af stablen d. 20. februar kl. 16:30. VinYoga kassen kan købes i vinbutikken BARe VIN i City Vest eller bestilles på butikkens hjemmeside. Vinkassen koster 600 kroner, og arrangørerne siger, at I sagtens kan være 5 samlet om én kasse.

Træk vejret ud.