RESTAURANT De kendte Koch-brødre står bag ny italiensk restaurant og takeaway i Aarhus.
De sønderjyske kokkebrødre Lasse og Michael Koch driver til daglig restauranterne Koch, Det Glade Vanvid og Frøken Koch på Aarhus Havn, og nu får de et fjerde spisested i Aarhus. Det bliver den italienske restaurant Pomodoro, der åbner den 1. oktober på det kommende madmarked Aarhus Central Food Market på St. Knuds Torv ved Ryesgade.
Pomodoro betyder tomat på italiensk, og det nye sted bliver en kombineret restaurant og takeawaybod. Den gastronomiske tovholder for madmarkedet er i øvrigt topkokken Jesper Koch, der er den tredje bror i familien, og som tidligere i år gik for sig selv.
Vil ramme smagen af Italien
På byens nye italienske restaurant vil kunderne kunne sætte tænderne i en række klassiske retter fra det sydeuropæiske land.
“Vi vil ramme smagen af Italien med et twist af brødrene Koch. Hos Pomodoro kan du samle familie og venner om et godt og velkomponeret måltid, der er så enkelt, at der er plads til alt det bedste her i livet. Nyd for eksempel en fantastisk capresse med perfekte, solmodne tomater, mozzarella, knust sort peber og en vidunderlig koldpresset olivenolie. Eller sæt tænderne i vores cremede spaghetti carbonara eller tiramisu,” siger Lasse Koch i en pressemeddelelse.
Udover den italienske restaurant har folkene bag det nye madmarked netop meldt ud, at den sunde takeaway Ren & Stærk, Havnens Fiskehus og gårdbutikken Landmad også får butikker på markedet, når det åbner den 1. oktober.