Foto: Hanzō Aarhus

Kinesiske restauranter i Aarhus – Autentiske smage og omgivelser

Kinesiske restauranter findes i mange afskygninger, og i Aarhus har vi også mange forskellige af slagsen.

Du kan både få den kendte kinesiske buffet, autentiske smage eller et moderne twist. Vi guider dig til fire skønne kinesiske restauranter lige her i Aarhus.

Læs også: Social dining i Aarhus

Restaurant Kowloon – Den ikoniske kinesiske

Kinesiske restauranter i Aarhus
Foto: Restaurant Kowloon

Mange i Aarhus kender nok Kowloon, som har to lokationer i byen. De har eksisteret i over 20 år og er kendt for deres lækre mad og hyggelige stemning.

Det kan tydeligt smages, at de ikke er nybegyndere inden for det kinesiske køkken, og maden er altid lavet med stor kærlighed. Du kan både få maden som take-away og spise i restauranten.

En to-retters menu med forret og hovedret koster kun 135 kroner. En utrolig fair pris.

Til forret kan du få dampet bao, wontonsuppe, forårsruller og meget mere. Deres kinesiske hovedretter består blandt andet af lækre wokretter, and ala peking og rød karry. Menukortet bugner også af vegetariske retter, så her kan alle være med.

Der er god grund til, at lokale elsker Kowloon.

Adresse: Banegårdsgade 33 og Frederiksgade 78, 8000 Aarhus C
Læs mere: På deres hjemmeside

Restaurant Vinde – Kinesisk buffetrestaurant

Kinesiske restauranter i Aarhus
Foto: Restaurant Vinde

En spytklat udenfor Aarhus Centrum, lige ved Hasle Torv, finder du Restaurant Vinde. Her kan du både bestille sushi og a la carte, men restauranten er mest kendt for sin store buffet.

Stedet er især en anbefaling til jer, som virkelig vil have noget for pengene. Og så passer det perfekt til at have børn med.

Buffeten har flere slags sushi, mongolian barbecue, en stor salatbar, 26 forskellige varme retter, fri is og kaffe. Her kan du altså få stillet den helt store sult til meget få penge.

Buffeten koster kun 178 kroner for voksne i hverdagen og 198 kroner i weekenden. Børn under 12 får det til halv pris. 

Hvis du har lyst til den kendte kinesiske smag derhjemme, kan du nemt bestille take-away fra Restaurant Vinde. Selv buffeten kan transporteres hjem, så hvis du holder fest, kan du for eksempel bestille buffet til 20 personer.

Adresse: Viborgvej 161, 8210 Aarhus V
Læs mere: På deres hjemmeside

Yi East – En tur til Østasien blandt kinesiske restauranter i Aarhus

Yi East
Foto: Yi East

Siden 2020 har den utroligt flotte restaurant Yi East ligget på den nybyggede Frederiks Plads, og den er hurtigt blevet en storfavorit i byen.

Restauranten er indbydende og hyggelig, og maden er af høj kvalitet.

Yi East drømmer om at servere det bedste kinesiske mad i Aarhus, og det er langt fra en urealistisk drøm. Menukortet flyder over med lækre retter og traditionelle smage fra Østasien med et moderne twist, og de serveres til deling ved bordet, så du kan smage en masse på en gang.

Du kan vælge imellem en lang række nudelretter, jerngryderetter, supper og risretter. Men lige meget hvad I vælger, må I ikke gå glip af restaurantens dumplings, som i sig selv er grund nok til at besøge Yi East.

Maden kan også bestilles som take-away, men her anbefaler vi virkelig et besøg i deres skønne restaurant, hvor også servicen er helt i top.

Adresse: Frederiks Plads 6, st., 8000 Aarhus C
Læs mere: På deres hjemmeside

Hanzō – Asiatisk social dining blandt kinesiske restauranter i Aarhus

Hanzō Aarhus
Foto: Hanzō Aarhus

Hos Hanzō står menuen spændende asiatiske retter som social dining. Menukortet er ikke udelukkende kinesisk men kommer godt omkring i hele det asiatiske køkken. Dog er der flere kinesiske klassikere som dim sum og kinesiske shortribs på menuen.

Aftenmenuen består af 10 delevenlige serveringer for 395 kroner pr. person. Retterne bliver serveret i et løbende flow, som afstemmes af kokkene.

Hos Hanzō er der højt til loftet, og atmosfæren emmer af asiatisk mystik og magi. Restauranten har også et stort udvalg af lækre cocktails, så du kan slutte aftenen godt af.

Hanzō er helt sikkert et besøg værd, når du skal have den helt store asiatiske spiseoplevelse.

Adresse: Hanzō, M. P. Bruuns Gade 22, 8000 Aarhus C
Læs mere: På deres hjemmeside