Kaffebaren Kapitalisten på Jægergårdsgade åbner officielt med gratis kaffe på fredag.
Siden marts har den nye kaffebar Kapitalisten på Jægergårdsgade haft både byggerod og gæster på matriklen. Nu står kaffebaren dog helt klar, og det fejres med en officiel åbningsfest på fredag den 5. maj fra 16 til 18. Her vil der være gratis kaffe, jazz og gode tilbud.
“Kaffen er blevet enormt positivt modtaget, og vi har fået testet det, vi gerne ville: Om folk kan lide vores kaffe,” siger indehaver Bjarke Bach Nielsen.
De sidste 14 dage har kaffebaren holdt lukket for at gøre butikken helt klar til den officielle åbning.
Sælger også inventar
Hos Kapitalisten kan du ikke bare købe en kop mokka, men også den stol, du sidder på eller den bønne, der er i kaffen. Alt i butikken er nemlig til salg.
”Jeg synes, det er synd, at man ikke udnytter pladsen bedre, når man nu kun har én ting på kortet og har en så relativt dyr adresse. Så kan man lige så godt udnytte det og få fuld valuta for pengene,” har Bjarke Bach Nielsen tidligere udtalt.
Siden den uofficielle åbning i marts har Kapitalisten solgt både kopper, stole, udstyr, kaffeplanter – og en halv palle brænde.
Du kan læse mere om Kapitalisten her.