Lørdag den 1. oktober serverer CleverCoffee i Universitetsbyen en gratis kop kaffe for alle gæster for at fejre International kaffedag.
Hvordan skal du fejre International kaffedag lørdag den 1. oktober? Vi foreslår – helt oplagt – at du fejrer det med en god kop kaffe.
Må den tilmed gerne være gratis, så kan du lægge vejen forbi CleverCoffee i Universitetsbyen. Fra 10.00 til 15.00 byder kaffebaren nemlig på en kop af din favoritmokka, for eksempel espresso, filterkaffe eller cappuccino.
Udover at være en kaffebar har CleverCoffee også eget risteri i Odder.
Læs også: 8 spændende spisesteder med delemad
B Corp-kafferisteri
Virksomheden har valgt at fejre International Kaffedag med en gratis kop kaffe til gæsterne og håber at kunne skabe opmærksomhed om bæredygtighed og ansvarlighed i kaffeindustrien.
Ifølge CleverCoffee lever to ud af tre kaffefarmere i fattigdom eller ekstrem fattigdom. Derfor betaler CleverCoffee en bonus for den kaffe, de indkøber, og det er én af årsagerne til, at kafferisteriet i oktober 2021 blev certificeret B Corp: en dokumentation for, at virksomheden lever op til en række sociale og miljømæssige krav.
CleverCoffee blev stiftet i en garage i Viby i 2014 og importerer i dag kaffe fra det meste af verden. Virksomheden leverer desuden kaffebønner til blandt andet Aarhus Street Food og Hotel Kong Arthur.