En særlig østerssæson er netop gået i gang. Derfor er en bar og et spisested gået sammen om at fejre østersen i efterårsferien.
Østers er noget, der i den grad deler vandene. Men for folk, der elsker østers, så går vi ind i en rigtig god tid. Det er nemlig sæson for vores egen Limfjordsøsters, som er en af verdens absolut bedste østers. Den har en utroligt lækker smag og fylde, som imponerer de fleste madelskere i hele verden.
Læs også: Nu åbner ny asiatisk restaurant i Aarhus
Sæsonen vil Tir Na Nog og Mefisto skyde i gang, og derfor kan du i hele efterårsferien få forskellige østersoplevelser de to steder.
Hos Tir Na Nog i Frederiksgade byder man på en østers og et lille glas velskænket Guinness til 50 kroner, og får man smag for flere, er det muligt at få dem serveret naturel inden på baren til 100 kroner for 3 stk.
Hos Mefisto i Volden etablerer man på brostenene en lille østersbar og prøver at skabe lidt ekstra pariserstemning i Latinerkvarteret. Her kan du nyde Limfjordsøsters naturel og et godt glas øl eller komme indenfor, hvor Mefisto byder på små serveringer med Limfjordsøsters parret med et udvalg af særlige, håndplukkede øl, som de synes passer perfekt til de gamle traditioner. På østerskortet vil der være mulighed for østers naturel, østers serveret med spinat og kaviar og ikke mindst den legendariske østers Rockefeller. Prisen er 30 kroner per styk.
En perfekt måde at starte weekenden på.