Restauranten på havnen har en ny menu klar, som kun gælder i maj.
I april kunne Smag Aarhus fortælle, at Hantwerk indgik et ’mad og øl’samarbejde med Oles Gård, men det er ikke den eneste nyhed fra bryggeriet og restauranten på Fiskerivej 2. Hantwerk har nemlig præsenteret en ny ’dele-menu’ gældende for maj.
”Vi har lavet en simpel menu, hvor du får enormt meget for pengene. Derudover giver delemad en stemning der er lidt mere intim, da gæsterne spiser forskellig mad på kryds og tværs af bordet,” fortæller Rene Vinding, som er medejer af Hantwerk.
Du kan for eksempel bestille ’pil-selv-rejer’ til 150 kroner, en fiske- og skaldyrs tapas fra Havnens Fiskehus til 200 kroner, eller et charcuteri med udvalgte danske oste fra Ulvedal Ost til 200 kroner.
”Vi går og arbejder på noget nyt i forhold til vores køkken, og det vil vi gøre noget sjovt ud af – blandt andet med den her menu. Vi afholder også nogle forskellige events, og den 19. maj inviterer vi for eksempel til ’muslingedag’,” siger Rene Vinding.
Du kan læse mere om menuen her.