Hantwerk og Oles Gård afholder fælles arrangement på havnen.
Findes der en bedre duo end Batman og Robin? Ja: Øl og pizza. Derfor skal du sætte et kryds i kalenderen den 3. maj, hvor Hantwerk og Oles Gård afholder ’Pizza og Bajer Dag’ for første gang på Fiskerivej 2.
”Generelt går øl og pizza jo fantastisk sammen. Derudover kan vi godt lide det, som Ole og Oles Gård står for med god dyrevelfærd og ordentlige råvarer. Oles Gård passer godt til vores tema med det gode håndværk, så vi glæder os helt vildt,” siger Rene Vinding, som er medejer af Hantwerk.
Populært event
Hantwerk er i fuld gang med at brygge specielle pizzaøl til dagen, hvor Oles Gård medbringer restaurantens mobile pizzaovn, som bager et udvalg af de populære pizzaer. Arrangementet foregår fra klokken 16 til 22 og afholdes i Hantwerks lokaler på Fiskerivej.
Der er allerede fuldt onlinebooket den 3. maj, men du kan være heldig at få en plads, hvis du møder op på selve dagen. Rene Vinding fortæller, at eventet bliver gentaget igen senere i maj.
”Samarbejdet med Oles Gård lugter allerede af at være en succes, så jeg tror da helt sikker, at vi afholder det endnu engang. Det bliver højst sandsynligt en torsdag sidst i maj,” forklarer han.
Du kan følge med på Hantwerks Facebook-side, hvor spisestedet opdaterer løbende omkring en ny dato.